Koldhævede kanelsnegle - snaskede, svampede og søde

Bare duften af friskbagte kanelsnegle gør mig glad helt ned i maven. Luftig og let dej, snasket, sød og kanelrig remonce - så bliver det ikke meget bedre! Jeg spiser allerhelst kanelsnegle til en lang og hyggelig morgenmad. Men de smager bare bedst, når de er helt friskbagte. Derfor er det genialt, at kanelsneglene kan koldhæves og bages lige inden servering. Mums!

Dejen er fantastisk at arbejde med. Remoncen har jeg gjort endnu mere smagfuld med kardemomme og stødt ingefær, som bare fremhæver kanelens dejlige smag. Lad dine kanelsnegle udvikle smag i køleskabet natten over, og bag dem lige inden servering - hvad end det er til morgenmad eller eftermiddagshygge.

Ca. 20-25 stk.
Det skal du bruge:

  • 225 g mælk
  • 10 g gær
  • 50 g sukker
  • 1 æg
  • 500 g hvedemel
  • 4 g salt
  • 75 g stuetempereret smør

Kanel-remonce

  • 125 g smør
  • 125 g brun farin
  • 2 spsk. kanel
  • 1 stor spsk. mandelmel (kan udelades, men giver en god smag og hjælper remoncen med at blive i kanelsneglene)
  • ½ tsk. stødt kardemomme (kan udelades)
  • ½ tsk. stødt ingefær (kan udelades)

Flødeost-creme

  • 200 g flødeost naturel
  • 60 g flormelis

Sådan bager du bløde, koldhævede kanelsnegle:
Kom mælk, gær og sukker i en skål og rør til gæren er opløst. Kom ægget i og rør ud. Tilsæt mel og salt og ælt dejen til den er samlet. Det er en ret fast dej inden, at smørret kommes i. Tilsæt det bløde smør og ælt dejen til den er glat og slipper skålens kanter eller bordet. Dejen er nem at arbejde med, så den kan æltes både på røremaskine og i hånden.

Dæk skålen med husholdningsfilm og derefter et viskestykke, og lad dejen hæve i 60 minutter ved stuetemperatur. Remoncen laves imens. Kom alle ingredienserne til remoncen i en skål og rør det sammen med en gaffel. Stil det til side.

Drys bordet med mel og vend dejen ud. Rul dejen til et rektangel på 60 x 30 cm. Smør med remonce over det hele og rul dejen til en pølse på den lange led. Kom bagepapir i en bradepande - jeg bruger en stor bradepande på ca. 25 x 35 cm og en mindre på 15x20 cm. Skær kanelsneglene ud på ca. 2 cm. Det er nemmest at skære dem ud med en brødkniv, som du kommer en smule mel på undervejs. Placér kanelsneglene i bradepanden med afstand i mellem. Kom en pose omkring kanelsneglene og lad dem efterhæve i 45 minutter ved stuetemperatur. Stil dem på køl natten over.

Dagen efter tages kanelsneglene ud af køleskabet, og de får lov til at vågne ved stuetemperatur, mens ovnen varmes op til 220 grader varmluft. Bag kanelsneglene i ca. 12-15 minutter til de er let gyldne.

Lad kanelsneglene køle helt af, mens du laver ostecremen. Rør flødeost og flormelis sammen og smør på kanelsneglene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

44 comments on “Koldhævede kanelsnegle - snaskede, svampede og søde”

  1. Dejlig opskrift.
    Desværre flød en stor del af fyldet ud under bagningen. Det bliver til en lækker, hård karamel, men jeg ville hellere have at fyldet blev inde i sneglene. Ved du, hvad der er gået galt?

  2. Hej Cathrine,

    Jeg vil gerne forkæle mine kollegaer med disse kanelsnegle, men dagen inden jeg skal bruge dem er lidt presset på tid. Hvor længe tror du, de kan holde til at koldhæve? Jeg overvejer at lave dem tirsdag aften og lade dem hæve til torsdag morgen, hvor jeg så ville bage dem. Tror du, det kan gå? Eller er det i så fald bedre at fryse dem ned efter efterhævning og lade dem tø op i køleskabet natten over?

    Tak for hjælpen!
    Vh. Sara

  3. Syntes godt nok ikke mine hævede meget natten over i køleskabet eller her til morges på køkkenbordet. Hvad kan være gået galt?

    1. Hej Alberte

      Hmm... Det kan skyldes, at dejen har været for kold. Min dejs temperatur stiger markant under æltning, og derfor arbejder jeg med kold mælk.

      God bagelyst,
      Cathrine

  4. Kan man mon bruge marcipan i stedet for mandelmelen? Hvis man nu har den slags på lager efter julen? 🙂

    1. OK - glem mit spørgsmål. Jeg kunne jo også lige læse de andre kommentarer.

      Tak for alle de fine opskrifter 🙂

  5. Kære Cathrine.
    Jeg overvejer, at lave de koldhævede kanelsnegle til en fødselsdag i weekenden, men der er flere der ikke kan tåle mælkeprodukter. Tror du jeg kan erstatte med planteslægt og havremælk? Er klar over at det ikke bliver det samme, men mon det kan gå?

    Vh Heidi

  6. Hej Cathrine
    Tak for fantastiske opskrifter. Vil man kunne tilføje marcipan til remoncen i denne opskrift? Hvis ja - hvor meget ville du så mene, man skal bruge?

    På forhånd mange tak

    Bedste hilsner
    Nynne

    1. Hej Nynne

      Ja, det kan du godt. Jeg vil anbefale dig at tage udgangspunkt i remoncen fra "Snaskede, hjemmebagte kanelsnegle", som du finder opskriften på her på bloggen også 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  7. Hej Cathrine,
    Min varmeluft på min ovn er gået i stykker, kan man bage dem i almindelig ovn? 🙂

    Tak for dejlige opskrifter 🌟🌟

  8. Fantastisk opskrift og så dejligt, at de kan laves i forvejen og bare skal i ovnen lige før de skal spises. Mange roser fra dem, der får lov at smage😍

  9. Kære Cathrine,

    Sikke en lækker opskrift på kanelsnegle! Jeg havde dog lidt problemer med min dej, den var svær at rulle ud, fordi den blev ved med at trække sig sammen. Hvad kan jeg have gjort galt, og har du evt. et godt råd?

    Kh

    1. Hej Thea

      Det skyldes bare, at din dej har haft en stærk glutenstruktur. Generelt - hvis du oplever, at din dej trækker sig sammen, når du forsøger at rulle den ud, så giv den 5 minutter at slappe af i. Så bliver glutennetværket afslappet, og du kan nemt fortsætte udrulningen 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  10. Hej Cathrine
    Er det muligt at udelade æg eller kan det erstattes med noget andet?
    På forhånd tak for hjælpen ☺️

  11. Hej Cathrine

    Kan man lade kanelsneglene hæve 2 dage i køleskabet? Eller kan man fryse dem? I så fald, hvornår i processen? Vil gerne bage dem til min søns fødselsdag, men det kniber med tiden dagen inden😊
    På forhånd tak.

    1. Hej Camilla

      Så ville jeg fryse dem rå før efterhævning. Dagen inden, så tager du dem op og lader dem tø op i køleskabet natten over. Inden bagning lader du dem efterhæve som beskrevet i opskriften. Så er der friskbagte kanelsnegle til fødselsdagen 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  12. Hej Cathrine, jeg har bagt rigtig mange snegle efter mange forskellige opskrifter, men denne opskrift slår dem alle - de er perfekte. De hævede godt 24 timer i køleskabet og jeg puttede også lige en god skefuld surdej i. De var bløde og svampede og fyldet blev inden i sneglene. Jeg er blevet beordret til at bage dem igen, så det må jeg hellere gøre.
    Tak for endnu en god opskrift.

  13. Hej Cathrine.
    Vil jeg kunne sprøjte en god klat vanillecreme ind i hver snegl før de skal på køl ?

  14. De er mega gode. Nemme at lave, og fantastisk at kunne servere så lækre friskbagte kanelsnegle til sine gæster.
    De er altid er kæmpe hit her.

  15. Hej Cathrine.
    Du skriver:
    “ Kom en pose omkring kanelsneglene og lad dem efterhæve i 45 minutter ved stuetemperatur. Stil dem på køl natten over.”

    Mener du bare sådan en gennemsigtig fryse-plastikpose? Hvis ja, hvor mange liter skal de så være på, for at kunne nå rundt om en hel bradepande?
    Og skal posen fortsat være på over natten?
    På forhånd tak for Hjælpen. ☺️🙏🏻

    1. Hej Mette

      Du kan enten dække til med husholdningsfilm, stanniol eller en pose. Jeg bruger nogle 15 liters poser. Ja, det skal den.

      God bagelyst,
      Cathrine

  16. Hej Cathrine
    Jeg vil gerne lave snurrer til brunch, og jeg vil gerne gøre det nemmest muligt til dagen, hvor meget andet skal laves. Jeg er derfor ude i, hvilke af to muligheder der er bedst
    1) Bruge denne opskrift og så blot lave snurrer i stedet for kanelsnegle
    2) Bruge din opskrift på kanelsnurrer, fryse dem ned inden efterhævning, tage op aftenen inden og lad dem stå i køleskabet til de bages næste morgen. Bruger man denne mulighed, hvor længe kan man så have dem i fryseren?
    Måske det kommer ud på et, men vil lige høre dig 🙂 På forhånd tak!

    Bedste hilsner Sanne

  17. Hejsa
    Hvis jeg ønsker at fryse dem ned, hvornår i processen skal de så i fryseren? Efter at have koldhævet over natten eller bare lige så snart, de er rullet og lagt i form (og så direkte i fryser-optøning-ovn)?
    Tak!
    Mvh

    1. Hej Gry

      Jeg foretrækker at lade dem efterhæve en smule og fryse dem. De har rigtigt godt af at vågne i køleskabet natten over, når du gerne vil bage dem.

      God bagelyst,
      Cathrine

  18. Hej! De ser mega lækre ud og skal helt klart prøves! Jeg har dog ikke et særlig stort køleskab, så ville det være muligt at lade dem koldhæve når de stadig er rullede og så skære dem ud efterfølgende? Eller kan de evt stå på køkkenbænken natten over (jeg bor i en ret kølig lejlighed) ?

  19. Uhmm de lyder gode. Hvor mange timer kan de max stå i køleskabet? Tænker at lave dem kl 12 inden aftenvagt og så bage dem næste morgen kl 9?

  20. Hej!
    Jeg synes det ser alt for lækkert ud, og tænker at det jo passer sig godt ind her i oktober.
    Kunne rigtig godt tænke mig at lave en stor portion, og så ville det jo være dejligt at kunne fryse en bradepande, med rå dej, ned. Har du erfaringer med det?
    Havde selv tænkt, at jeg måske kunne fryse snegle ned i formen, og så lægge dem i køleskabet aftenen før jeg skal bruge dem?
    God weekend til dig <3
    Vh Freja

  21. Hej Cathrine,
    Kan disse også laves i en form i stedet for enkeltvis på bageplade? 🙂

    Mvh
    Cecilie

  22. Er det muligt at bage dem samme dag? Hvis de hæver ved stuetemperatur i 45min? eller er det meget nødvendigt de skal stå natten over? 🙂

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT