Sommerens bedste dessert! Jeg er slet ikke i tvivl - det her bliver min sommerdessert. Så let, lækker og frisk. Marengsens sødme og sprødhed passer fantastisk til de let syrlige rabarber og den lækre creme rørt på fløde og creme fraiche. Toppet med lidt frisk mynte for lidt skarphed. Mums! Jeg kan slet ikke vente med at lave den her dessert igen.
Det bedste ved marengsredderne og de bagte rabarber er, at de let kan laves til mange, og sagtens kan laves dagen i forvejen. Nu venter jeg bare på gæster, så jeg kan servere dem sommerens skønneste dessert med rabarber.
9 stk.
Det skal du bruge:
Marengs
- 3 æggehvider, stuetemperede
- ½ tsk. eddike
- 1 nip fint salt
- 110 g sukker
- 25 g flormelis
Bagte rabarber
- 8 stilke rabarber
- 150 g vand
- 150 g sukker
- ½ vaniljestang
- 3 anisstjerner
Fløde-creme fraiche creme
- 100 g piskefløde
- 100 g creme fraiche, jeg brugte 18 %
- Friske pynteblade
Sådan laver du marengs med bagte rabarber:
Skal du servere desserten med det samme, så laves rabarberne først, da de er længst tid om at køle af. Hvis du laver desserten i god tid, så er det ikke vigtigt, om du laver marengs eller rabarber først.
Bagte rabarber: Rengør rabarberne og skær top og bund af. Skær rabarberne i stykker på 5 cm. Kom vand og sukker i et ildfast fad og rør det sammen. Læg rabarberne i sammen med vaniljestang og anis. Bag ved 130 grader i 30 minutter til rabarberne er møre. Vend rabarberne rundt i sukkerlagen, når de tages ud af ovnen, så de dækkes. Kom rababerne på et stykke bagepapir og lad dem køle af. Siruppen kan du gemme i et glas og nyde oven på marengsen, din morgenmad eller i en gin og tonic.
Marengsredder: Har du glemt at tage din æg ud, så de er stuetemperede, så kan du lægge dem i lidt varmt vand for at speede processen op. Kom æggehvider, eddike og salt i en skål og pisk dem skummende. Kom sukker i lidt af gangen. Pisk marengsen til den er stiv. Kom flormelis i og pisk til marengsen er fast og lave toppe, der kan holde sig selv. Du kan se et billede her, hvor jeg viser, hvordan marengsen skal være. Tænd ovnen på 100 grader varmluft. Kom ni marengstoppe på en bageplade beklædt med bagepapir. Lav en lille fordybning i midten af hver marengs, hvor cremen kan lægges ved servering. Bag i 1,5 time. Afkøl på en rist.
Fløde-creme fraiche creme: Pisk fløden let og vend sammen med creme fraiche. Kom en skefuld på hver marengs inden servering og top med bagte rabarber og frisk mynte.
Indlægget indeholder affiliatelinks.
Jeg vil foreslå at opløse sukkeret i vand først da mit ikke smeltede i ovnen
Ser super lækkert ud 🙏
I hvor god tid kan man lave de forskellige ting? Jeg kan nemlig ikke nå at lave det på samme dag, som det skal serveres (kun cremen) 🌸
Hej Anna Sofie
Du kan lave det hele i god tid. Marengsen opbevarer du en lufttæt beholder. Rabarberne på køl i sin sirup.
God bagelyst,
Cathrine