Små marengskys. Kagen, der egentligt ikke smager af det store, men som alligevel er ret hyggelig og svær at holde fingrene fra. Til gengæld er små marengskys helt perfekte til at pynte kager med og tilføre lidt knas og sejhed til en kage, der er blød og svampet. Marengstoppe er lynhurtige og nemme at lave - et bageprojekt, hvor børnene sagtens kan tages med i køkkenet. Der er få forholdsregler, man lige skal være opmærksom på, når man bager marengskys, men ellers er det altså ret simpelt. Råvarerne er få og enkle, og fremgangsmåden er lige så. De små kager kan holde sig længe i en lufttæt beholder, så bag du bare et par plader, når du er i gang. Jeg bruger min røremaskine til at piske min marengs, men har du ingen, så kan du bruge en håndmixer og en god portion tålmodighed.
1 bageplade fuld
Det skal du bruge:
- 2 æggehvider fra str. M/L æg
- 1 knivspids salt
- ½ tsk. eddike (kan erstattes af citronsaft)
- 75 g sukker
- 75 g flormelis
- Skal fra ½ økologisk citron for at give lidt smag - kan udelades
- Farve - jeg brugte en gul farve
Derudover: 1 sprøjtepose + kruset tyl - jeg bruger den her
Mine bedste tips til at få succes med din marengs:
Brug en helt ren(!) skål til at piske æggehviderne i. Dit piskeris skal også være helt rent! Dine æggehvider vil ikke kunne piskes stive, hvis der sidder fedt eller sæbe på din skål eller piskeris.
Du skal kun bruge æggehviden. Der må ingen rester af æggeblommen være i din skål - så er det umuligt at piske hviderne stive.
Det er ikke nødvendigt at bruge pasteuriserede æg, da der i danske æg ikke er risiko for salmonella. Så du kan roligt smage på din marengs undervejs, hvis du har lyst. Da dine marengskys også skal bages, så er der absolut ingen risiko ved at bruge rå æggehvider.
Brug lidt eddike og salt. Det er med til at stabilisere æggehviderne, så de nemmere kan piskes op og holde deres form.
Sådan laver du perfekte marengskys:
Kom æggehviderne i en ren skål. Kom salt og eddike ved og pisk æggehviderne stive og luftige ved medium hastighed. Bland sukker og flormelis. Når æggehviderne er pisket stive, så kommes sukker og flormelis i én spsk. af gangen. Hvis du kommer sukker og flormelis i for hurtigt eller på én gang, så falder æggehviderne sammen.
Nu skal din marengs piskes stiv og sej. Pisk ved mellem hastighed til din marengs bliver blank og glat, og kan holde en høj top, hvis du vender piskeriset om. Du kan se på billedet ovenfor, hvordan din marengs udvikler sig - når den kan holde en top som marengsen til højre, så er den klar. Sukkerkornene skal være opløst eller næsten helt opløst, når din marengs er pisket nok. Kom revet citronskal eller en anden smagsgiver i og pisk helt kort.
Tænd ovnen på 90 grader varmluft. Kom en tyl i bunden af en engangssprøjtepose. Jeg brugte den her tyl og engangssprøjtepose. Dryp lidt farve ned langs kanten af sprøjteposen 3-4 steder, hvis du ønsker farve på dine marengskys. Kom bagepapir på en bageplade og tryk små marengskys ud. Mine havde en diameter på ca. 2 cm. Jeg kunne have alt marengsen på én plade, men det er ikke afgørende, om du bager på én eller to plader, da ovnen er på varmluft.
Bag dine marengs midt i ovnen, hvis du har en plade, eller fordelt i ovnen ved 2-3 plader i 45 minutter. Sluk ovnen og lad dine marengskys stå i ovnen yderligere 45 minutter. Herefter kan de tages ud og nydes. Opbevar i en lufttæt beholder ved stuetemperatur.
Hej. Linket til farven ender ‘blindt’. Er det bare almindelig frugtfarve, eller bliver det for tyndt/vandet? Vh. Marianne
Hej Marianne
Jeg bruger en paste farve.
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine.
De links der står i teksten til tyl og sprøjtepose virker ikke. Det virker kun til røremaskinen.
Jeg syntes at jeg piskede ved høj hastighed længe (20 min) og den havde den rette konsistens, men der var stadig korn i - skal den bare have længere tid?
Spændende, hvordan de ser ud når de kommer ud af ovnen.
Hej Gitte
Tusind tak - jeg har fået rettet de links 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hat bagt efter din opskrift marengskys. Men bundene klistre og de er nærmest hule inden i. Hvad kan jeg ha gjort forkert.
Hvor længe I forvejen kan man lave dem? (hvor længe kan de opbevares i lufttæt beholder)
hej:-)
hvad skal de opbevare i? & hvor længe kan de opbevares?
[…] Æggehviden, du får i overskud, kan bruges til at lave små marengskys. Eller kommes i æggekage eller røræg, hvor den ekstra æggehvide ikke betyder […]
De er simpelthen blevet et must til at pynte fødselsdagskagerne med, de her små søde kys. Har lige lavet dem igen. Linket til farven virker ikke og blev i tvivl om det var pastafarve eller frugtfarve. Gik for pastafarven denne gang, men den var for tyk og farven flød lidt sammen. Men stadig smukke og lige til at spise. Tak for gode opskrifter 🙂
Hej Kamille
Ja, de er så hyggelige - og nemme at lave 🙂
Tak for at gøre mig opmærksom på det. Jeg har rettet linket, så du kan se hvilke farver, jeg bruger, når jeg laver marengskys.
Tusind tak for dine rosende ord. Dem tager jeg med mig 🙂
God bagelyst,
Cathrine
[…] Kom æggehviderne i en skål og pisk dem til skummende. Tilsæt de sidste 55 g rørsukker lidt af gangen og pisk til du har en næsten fast marengs, der er skinnende og kan lave en næsten fast marengs-top - du kan se her, hvad jeg mener med marengs-top. […]