Jeg elsker nemme kager, der er helt simple at bage og ikke kræver hverken særlige eller mange ingredienser.
Sådan en kage får du opskriften på her. En sprød, sød og knasende nøddebund med en let og luftig creme og sæsonens bær eller frugter.
Nøddekagen er den perfekte kage, hvis du skal bage til mange mennesker. Den er let at vende sammen og passer perfekt til kagebordet eller kagebuffetten til fødselsdag, barnedåb eller havefest.
12-16 personer
Det skal du bruge:
Nøddebund
- 4 æg, M/L
- 250 g sukker - jeg foretrækker at bruge rørsukker
- 250 g hasselnødder - du kan bruge de nødder eller mandler, du har eller foretrækker
- 1 bradepande på ca. 25 x 35 cm
Creme
- 2 dl piskefløde
- 30 g flormelis
- ½ tsk. vaniljepulver eller korn fra en vaniljestang
- 2 dl creme fraiche
- 200-300 g bær til pynt - jeg brugte blåbær, brombær og frisk mynte
Sådan laver du en nem og luftig nøddekage med creme og bær:
Tænd ovnen på 170 grader varmluft. Kom hasselnødder i en minihakker eller foodprocessor og blend dem til fint mel. Jo grovere, de er, jo grovere bliver din bund. Kom bagepapir i bradepande. Kom æg og sukker i en skål og pisk det lyst og luftigt. Vend hasselnødderne i og hæld dejen i bradepanden. Bag nøddebunden i ca. 30 minutter til godt gylden og sprød på toppen. Lad afkøle helt i bradepanden.
Note: bunden kan være lidt drilsk at få fra bagepapiret uden, at den krakelerer på toppen. Jeg brugte en lang, tynd kniv, jeg kørte ind under bunden. Men kagens overflade pyntes, så det gør ikke noget.
Når kagebunden er helt kold piskes fløden stiv i en skål. Fløden skal piskes ret fast (men ikke så meget, at den skiller), hvis du ikke vil have en for tynd creme. Kom flormelis, vanilje og creme fraiche i og rør sammen med fløden. Skyl bær og dup dem forsigtigt tørre. Kom creme på nøddebunden og top med friske bær.
Tip: Du kan godt komme cremen på i god tid inden servering - sæt kagen i køleskabet i mellemtiden så. Men vent med bærrene til lige inden servering (særligt hvis du bruger bær eller frugter, der er skæret i stykker), da de vil væde kagen for meget.

Alt for sød og kom endda 50 g. mindre sukker i. En ok bund men temperaturen og tiden passede ikke sammen i min ovn. Tror den kunne blive mindre "ægget" i smagen, hvis man kun brugte æggehvider.
Hej Cathrine. Ville du turde bruge denne opskrift som lagkagebunde? 🙂
Hej Izabell
Ja, det vil jeg godt 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Vil en 1/2 portion nøddemasse passe til en 20 eller 22 cm springform?
Hej Cathrine. Kan man tilføje grofthakket chokolade og evt. nødder i dejen?
Hej AK
Ja, det kan du godt.
God bagelyst,
Cathrine
Hej Catrine
Kan man bage kagen dagen i forvejen og så komme creme på, på selve dagen?
Vh. Louise
Hej Louise
Ja, det kan du sagtens 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine.
Har du erfaring med at lave bunden nogle dage før? I det her tilfælde 3 dage. Eller at fryse bunden?
Hej Karoline
Bundene kan sagtens fryses. De bliver jo så ikke sprøde på toppen længere, men det synes jeg ikke gør så meget 🙂 Bundene er faktisk nemmere at få af bagepapiret, når de er frosne.
God bagelyst,
Cathrine
Jeg har lige et spørgsmål. Kan jeg godt lave creme færdig et par timer i forvejen, da jeg skal bruge kage på arbejde og den drikke hel kold inden jeg kører hjemmefra?
Hej Jytte
Ja, det kan du sagtens. Sørg for at lave den fast nok, da den vil blive lidt mere lind i løbet af timerne.
God bagelyst,
Cathrine