Med haven fyld af fine røde rabarber og køleskabet fyldt med bløde dadler, så havde den her lækre rabarbercrumble næsten lavet sig selv. Næsten.. Ideen og lysten til kage var i hvert fald skabt. Crumble er, som jeg tidligere har fortalt, én af mine yndlings kager. Jeg er vild med, når en kage indeholder sprødt, blødt, sødt og syrligt – og det kan en crumble. Men da jeg fik besøg af min farmor, som ikke tåler gluten, og min farfar der forsøger at holde sig fra tilsat sukker, så måtte jeg forsøge mig med noget andet, end min sædvanlige crumbledej. Det blev til den her nemme rabarbercrumble uden tilsat sukker og fri for gluten.
Heldigvis blev denne her rabarbercrumble lige så lækker, som jeg håbede. Og som en crumble skal være. Du kan bruge rabarber eller bær – eller en blanding. Den sunde rabarbercrumble smagte dejligt, da den var lun, men jeg synes faktisk, at den smagte endnu bedre, da den havde stået en dag eller to. Så bag bare kagen i god tid.
Det skal du bruge:
- 200 g rabarber
- 1 spsk. honning
- 1 tsk. vaniljepulver
- 75 g dadler uden sten
- 50 g smør
- 125 g glutenfri havregryn
- 25 g mandelmel
- 25 g mandler, grofthakkede
- 1 nip salt
Sådan bager du en sundere rabarbercrumble:
Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Rengør raberberne. Snit dem fint og vend dem med honning og vaniljepulver i et fad. Blend dadler og smør sammen til en homogen masse. Bland det sammen med havregryn, mandelmel, grofthakkede mandler og salt. Smuldre dejen over rabarberne. Bag crumblen i ca. 20 minutter til crumbledejen er bagt og gylden. Server kagen med lidt yoghurt rørt med vaniljepulver.
Hvor meget smør skal der i? Tror måske, du har glemt at skrive det på ingredienslisten 😉
Hej Frederikke.
Den var vist smuttet i farten. Der skal bruges 50 g smør. Opskriften er rettet til nu. Tak for at gøre mig opmærksom på det. Hav en god aften.