Jeg er ret begejstret for det store udvalg af økologiske frugter og grøntsager i øjeblikket. Mange af de danske grøntsager er i sæson, og herhjemme spiser vi store mængder af spidskål, broccoli, blomkål, majs og ærter lige i øjeblikket. Jeg er vild med det! Når der er sæson for de mange lækre grøntsager, så består vores aftensmad ofte af 1-2 gode og mættende salater, brød eller lidt kød. Det er noget af det, jeg holder allermest af ved sensommeren – lette, sunde og smagfulde aftensmåltider. Denne her salat med bagt blomkål, friske majskolber, rucola og ristede mandler er en favorit i øjeblikket. Det bagte blomkål er sprødt og smager næsten helt hasselnød-agtigt. Sammen med de andre grøntsager og en syrlig vinaigrette, så er det en ret komplet og meget velsmagende, grov salat. Salaten kan sagtens holde sig en nat i køleskabet, så lav bare en stor portion, så der også er til madpakken eller nem aftensmad dagen efter.
2-4 personer
Det skal du bruge:
- 1 blomkål
- 1 majskolbe
- 2 håndfulde ruccola
- ½ håndfuld mandler
- 2 spsk. olivenolie
- 1 spsk. hvidvinseddike
- 1 tsk. dijonsennep
- ¼ tsk. sukker
- Salt og peber
Sådan laver du en velsmagende og mættende blomkålssalat:
Først skal blomkålet bages. Se her hvordan du laver et bagt blomkål. Skræl majsen og kog den i letsaltet vand. Rist mandlerne på en tør pande. Lad blomkål, majs og mandler køle af. Skyl rucola. Rør olivenolie, hvidvinseddike, dijonsennep, sukker, salt og peber sammen og smag vinaigretten til. Skær blomkålet ud i små buketter og skær majsene af kolben. Bland alle ingredienserne sammen og nyd salaten.