En supernem chokoladekage, der er så svampet og lækker. Toppet med den bedste og mest cremede chokoladefrosting. Hvad mere kan man ønske sig? Det her er en helt klassisk chokoladekage, som bliver helt uimodståelig, når den toppes med en god, chokoladerig frosting. Jeg bager kagen i en relativt lille kageform, da kagen bestemt ligger op til at blive serveret i mindre stykker. Meget gerne sammen med en god kop kaffe. En nem chokoladekage, som vil blive elsket af både børn og voksne.
Hvis du ikke er vild med frosting (men hvem er ikke det?), så smager kagen også dejligt toppet med en god glasur. Så rammer du faktisk en helt klassisk "klassens-time kage", som jeg også synes kan noget helt særligt engang imellem.
6-10 personer
Det skal du bruge:
Chokoladekage
- 120 g hvedemel
- 50 g kakaopulver (jeg bruger Callebaut kakaopulver)
- 1 stor tsk. bagepulver
- ½ lille tsk. natron
- 1 knsp. salt
- 1 æg
- 125 g sukker
- 50 g smeltet smør
- 175 g creme fraiche
- Chokoladekugler og karamelkugler til pynt
- Lille kageform på 15 x 15 cm eller en lille springform. Hvis du kun har større forme, så kan du bage dobbelt portion. Kagen holder sig svampet i 2-3 dage, og ellers kan du bruge kageresterne til at lave de bedste romkugler med.
Frosting
- 75 g stuetempereret smør
- 100 g mørk chokolade - jeg bruger den her fra Callebaut
- 3 spsk. flormelis
- 1-2 tsk. kakaopulver
Sådan bager du en nem chokoladekage med chokoladefrosting:
Tænd ovnen på 190 grader over/under varme. Smelt smørret forsigtigt og lad det stå og køle indtil, at det skal bruges.
Rør mel, kakaopulver, bagepulver, natron og salt sammen i en skål. I en anden skål piskes ægget med en håndmixer. Kom sukkeret i lidt af gangen, mens ægget piskes. Pisk æg og sukker til det er luftigt og lyst. Det tager ca. 3-5 minutter. Rør sukker og æg ned fra siden af skålen undervejs.
Rør den smeltet smør i dejen. Rør herefter creme fraichen i. Tilsæt de tørre ingredienser og fold det forsigtigt ind i dejen. Kom dejen i en bageform på 15 x 15 cm (jeg bruger den her bageform) eller en lille springform. Bag chokoladekagen i 25-30 minutter. Tjek om kagen er bagt færdig ved at stikke i midten af kagen. Lad kagen afkøle i formen i 15-10 minutter før, at den kommes på en bagerist.
Frosting:
Smelt chokoladen over vandbad. Tag den af varmen og lad den stå ved stuetemperatur indtil, at den skal bruges. Kom den bløde smør og flormelis i en skål og pisk det lyst og luftigt. Pisk den smeltede chokolade og kakaopulver i frostingen. Smag til og juster sødme og chokoladesmagen med flormelis og kakaopulver.
Kom frostingen på kagen, når kagen er helt afkølet. Pynt med små chokolade- og karamelkugler.
Indlægget indeholder affiliatelinks
God kage! Tak for opskriften.
Jeg tilføjede smeltet chokolade og chokoladestykker til kagedejen.
Bagte den i springform og gav den derfor kun 15 min i ovnen.
Hej Mia
God ide 🙂 Dejligt, at du kunne bruge opskriften.
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine.
Kan jeg bruge græsk yoghurt 2 % i stedet for cremefraiche? Det er lige hvad jeg har i køleskabet...
Venlig hilsen Tina
Hej Tina
Ja, det vil give dig en mindre svampet kage, men det kan godt bruges.
God bagelyst,
Cathrine
Hej.
Vil man kunne lave den her som cupcakes med frosting?
Mvh Anne-Dorte
Hej Anne-Dorte
Ja, det kan du. Men jeg vil faktisk hellere anbefale dig min bradepande chokoladekage til netop det. Dejen er mere lind, og du kan derfor bedre fordele den i muffinsforme - og så kan du komme denne frosting ovenpå 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Opbevarer du den på køl eller køkkenbord hvis der mod forventning er mere tilbage? Frost ingen fungerede helt fantastisk her og mine børn slikkede ivrigt skålen 🙂
Hej Natia
Det er jeg så glad for at høre.
Når frostingen er kommet på, så kommer jeg den på køl. Men lad den gerne temperere en smule før, at I spiser resterne - så er den bedst.
God bagelyst,
Cathrine
Den frosting virker overhovedet ikke... det blir’ nærmere bare en mørk flydende chokoladeglasur? INDEN man putter den smeltede chokolade i, så ligner den faktisk den på billedet...
Hej Louise
Det er jeg ærgerlig over at høre. Frostingen er en af mine favoritter, som jeg har lavet mange gange.
Kan din chokolade have været for varm? Så smelter den smørret, og frostingen vil blive helt flydende. Det kan løses ved at komme frostingen i køleskabet, lade den sætte sig, og så piske den op til den er let og luftig igen med en håndmixer eller røremaskine 🙂
Mvh. Cathrine
Kan kagen bages aftenen før den skal serveres? Eller er det bedst at bage den samme dag? 🙂
Hej Ea
Ja, det kan den sagtens. Den er bedst helt friskbagt, men den smager altså også dejligt dagen efter, hvis det gør planlægningen lidt nemmere 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Har jeg gjort noget helt galt? Min frosting er næsten flydende
Hej Julie
Det kunne tyde på, at din smør er smeltet, og din frosting derfor er flydende. Sat den sig, da den kølede af? Det kan skyldes, at din chokolade er blevet for varm, da du smeltede den over vandbad, og den derfor har smeltet smørret, da du rørte det sammen.
Jeg læste lige opskriften i gennem. Jeg har lavet en lille ændring på frostingen, så chokoladen lige kan nå at køle en smule af inden, at den røres sammen med smørret. Så sker det forhåbentligt ikke for andre, at deres frosting bliver flydende.
Jeg håber, trods alt, at kagen og frostingen smagte godt? 🙂
Cathrine
Hej Cathrine.
Jeg har kun en springform på 26 cm. Vil du så lave dobbelt portion? Hvor høj bliver kagen ca.?
Hej Sanne
Jeg ville lave halvanden portion - ellers ender du med virkelig meget kage 🙂 Det er selvfølgelig heller ikke en dårlig ting! 😉
God bagelyst,
Cathrine
Er den fryseegnet? ?
Hej Susanne.
Chokoladekagen er fryseegnet, ja. Du kan fryse den både med og uden chokoladefrosting. Den er stadig god, når den har været frosset, men den er altså allerbedst, når den er friskbagt 🙂