Jeg ved ikke, om man skal skamme sig over det, når man virkelig godt kan lide romkugler? Og når jeg skriver ”man”, så mener jeg selvfølgelig ”jeg”. Romkugler har jo lidt et ry for at være bagerens ”skraldespand”. Men det gør altså ikke nødvendigvis, at de smager mindre godt…
Hjemme hos mig er romkugler jo på sin vis også en kage lavet af kagerester. Men gode kagerester! Jeg bager virkelig meget til bloggen, og jeg bager hellere endnu en portion mere for at være helt sikker på, at opskriften er perfekt, og målene er angivet rigtigt. Derfor kan jeg også ende ud med ret store mængder kage herhjemme. Jeg forsøger at afsætte en stor del af kageoverskuddet til naboer, familier, venner og Ellinors dagplejer, men meget kage kommer også i fryseren. Netop for at jeg kan lave romkugler. Det er sådan en nem kage, der er rar at have liggende i fryseren, da de er nemme at tage op, smager mindst lige så godt efter frost, og så kan de også hurtigt omdannes til et hjemmelavet studenterbrød eller en hjemmelavet træstamme.
Hvis du ikke er så heldig at have din fryser fyldt med kagerester, så kan du bruge de fleste slags kager til romkugler: chokoladekage, mazarinkage, brunsviger, hindbærsnitter, kanelsnegle osv., så bager du en nem chokoladekage, der efterfølgende kan forvandles til de bedste, hjemmelavede romkugler. Gør de hjemmelavede romkugler endnu mere fantastiske ved at overtrække dem med chokolade og drysse dem med ristede, hakkede mandler.
12-14 stk.
Det skal du bruge:
- 1 lille håndfuld mandler
- 350 g chokoladekage eller kagerester (dem her chokoladekage eller de her chokolademuffins giver nogle fantastiske romkugler)
- 50 g nougat (kan erstattes af kage)
- 75 g marcipan, revet
- 100 g hindbærmarmelade
- 1-3 spsk. romaroma
- 1-2 spsk. kakaopulver (evt. mere, hvis du bruger andet kage end chokoladekage) (reklamelink)
- 1 nip salt
- 50 g mørk chokolade til at komme i romkugledejen
- 100 g chokolade til overtræk – jeg overtrak nogle med lys chokolade og andre med mørk chokolade (reklamelink)
Sådan laver du de bedste, hjemmelavede romkugler overtrukket med chokolade:
Først skal mandlerne ristes, så de kan køle af. Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Kom mandlerne på en bageplade og rist dem i 8-10 minutter. Lad dem køle af inden, at du hakker dem fint.
Kom kage, nougat, marcipan, hindbærmarmelade, romaroma, salt, kakaopulver og smeltet chokolade i en skål og rør det hele godt sammen. Jeg bruger min røremaskine med K-spade, da jeg gerne vil have romkuglemassen blød og luftig. Du kan også bruge en håndmikser. Form dejen til romkugler. Jeg laver dem på ca. 50 g.
Temperer chokoladen ved at hakke den fint. Kom 1/3 i en skål. Kom de sidste 2/3 i en anden skål og smelt det over vandbad. Chokoladen må ikke blive varmere end 33 grader. Hæld den smeltede chokolade over den sidste 1/3 af chokoladen, og rør det sammen indtil alt chokoladen er smeltet. Vend romkuglerne i chokoladen og drys dem med de hakkede, ristede mandler.
Hej Cathrine
Jeg har bagt flere af dine kager som er blevet virkelig gode så tak for det. Jeg skal lave et kagebord og ville gerne lave dine romkugler men har lidt travlt lige op til så jeg vil høre om jeg kan lave dem også fryse dem ned en uges tid - uden chokolade og pynt?
Vh Ivana
Hej Ivana
Ja, det kan du sagtens.
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine😊Jeg forsøgte at følge denne opskrift her i weekenden da jeg prøvede at lave mine egne romkugler for første gang med primært gamle chokoladekagerester. Hvilken romessens anbefaler du?
Jeg brugte nemlig den fra Tørslef jeg havde liggende, og synes slet ikke det kom til at smage af den der klassiske søde romkuglesmag som man kender fra bageren, men kun en sprittet eftersmag kunne jeg få det til at smage af, uanset hvor lidt eller hvor meget romessens jeg doserede i…😊
Hej Anne
Ja, den bruger jeg også. Det synes jeg fungerer godt.
God bagelyst,
Cathrine
Jeg havde romkugler med på arbejde.
En af mine kollegaer er STOR romkugle-entutiast og har endda en bror der er bager. Han sagde:
“OK, det her er vildt. Det er seriøst de bedste romkugler jeg nogensinde har smagt.”
Hej Cathrine
Mega lækre romkugler! Hvordan vender du dem i chokoladen så de bliver pæne? Mine er virkelig ikke særlig kønne, og jeg skal servere dem til min datters barnedåb 🙈
Hej Sissel
Perfekt, at romkuglerne smager godt.
Jeg laver faktisk en stor portion tempereret chokolade, så jeg kan duppe romkuglerne i. Det chokolade, der ikke er brugt, laver jeg enten til pålægschokolade eller gemmer til en ny temperering senere.
God bagelyst,
Cathrine
Hvordan vil du opbevare disse romkugler når de er lavet - altså overtrukket og 'pyntet'? Skal bruge dem lørdag så er i tvivl om jeg skal lave dem i dag eller morgen 🙂
[…] Kagekanterne, du skærer fra, kan du bruge til at lave romkugler, trøfler, træstammer eller studenterbrød. Hvis du laver mini trøfler, så kan du bruge dem som […]
How do you coat them in chocolate please? A process? A video? A guide? 😀
I will remember to make a guide 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Kan man bruge rester af din Blondie opskrift til romkuglerne eller skal det være chokoladekagerester?
Hej Rikke
Ja, det kan du 🙂 Du kan smage til og evt. bruge lidt mere kakao.
God bagelyst,
Cathrine
Når der en gang i mellem er overskud af chokoladekage herhjemme bruger vi denne fantastiske opskrift. Mine kollegaer roser dem til skyerne og kan ikke forstå, hvordan mine romkugler kan være så lækre bløde. Jeg henviser til denne blog og minder om at jeg synes det afhænger meget af hvilken chokoladekage man bruger!
[…] portion. Kagen holder sig svampet i 2-3 dage, og ellers kan du bruge kageresterne til at lave de bedste romkugler […]