Bjørneboller – den bedste fødselsdagsbolle

17

Ellinor fyldte tre år i sidste uge. Tre år! Så stor, så nysgerrig, så sjov og samtidig min “lille” pige. Jeg elskede at fejre hendes fødselsdag – det var første år, hvor hun forstod konceptet, og det var herligt! For os alle sammen. Hun havde den dejligste dag med sin familie og formiddagshygge med sine nye venner i børnehaven.

Bollerne med bamseansigtet blev bagt til netop det formål – at blive delt ud til formiddagssamling i børnehave, så fødselsdagen kunne fejres. Hvad end der er nul-sukkerpolitik eller ej i institutionen, så kan de her boller bruges. Der er selvfølgelig en smule sukker i chokoladen, da jeg brugte en 54 %, mens ellers kan man købe en 100 % chokolade, der ikke indeholder sukker. Eller bare servere bollerne, som de er – måske med lidt søde rosiner i dejen i stedet. Bamse-ansigterne er søde, men det vigtigste for mig var, at bollerne også smagte godt og var bløde og luftige, så de netop kunne nydes af mini-menneskerne på tre år.

Jeg havde flere kriterier til opskriften. Bollerne skulle koldhæves, så de kun skulle bages og pyntes inden, at vi skulle være i børnehaven kl. 8.45. Bollerne skulle være bløde, luftige og lette i krummen, så de nemt kunne nydes af de små. Der skulle ikke være sukker i dejen, og så skulle de selvfølgelig smage godt! Det lykkedes, tør jeg godt sige. Og jeg forudser, at vi ofte kommer til at bage de her små, bløde bamser fremover. De var nemlig et stort hit hos Ellinor og alle hendes søde, små venner.

20 stk.
Det skal du bruge:


Sådan bager du bløde bamseboller med chokoladeansigt:
Noter: Bollerne skal koldhæve natten over, så de nemt kan bages dagen efter uden meget arbejdstid. Dejen skal æltes godt! Det kræver virkelig gode arme, men allerhelst en røremaskine eller en håndmixer med dejkroge. Det er vigtigt, at saltet kommes i efter melet, da salt kan dræbe gærceller, hvis det røres sammen. Derudover skal smørret også først æltes i til sidst, da fedtet kan indkapsle gærcellerne og dermed forringe hævningen. Med det sagt, så er bollerne altså ret nemme at bage, heldigvis! Se tidsskema for, hvordan jeg lavede bollerne nederst i opskriften.

Jeg bruger min Kenwood røremaskine til at ælte dejen. En koldhævet dej skal være ret fugtig, da melet har mange timer til at suge vand til sig, samtidig med at noget væske fordamper fra dejen under hævning, og derfor er en røremaskine optimal at bruge. Dejen er klistret, når smørret kommes i, men det skal nok samle sig.

Dag 1: Kom kold mælk og gær i en skål og rør gæren ud i mælken. Slå ægget ud i og rør rundt. Kom kardemomme, speltmel og hvedemel i og til sidst saltet. Ælt dejen i 3 minutter ved hastighed 2 på røremaskinen. Kom det bløde smør ved og ælt dejen ved hastighed 1 i 3 minutter og herefter 7 minutter ved hastighed 2-3. Dejen skal være samlet, glat og helt slippe skålens kanter før, at den er færdigæltet. Det her er en oversigt over, hvilken tid og hastighed, jeg brugte.

Lad dejen hvile tildækket med et låg eller husholdningsfilm i skålen i 75 minutter. Vend dejen ud på bordet – ikke drysset med mel! Kom bagepapir på en bageplade, der passer til din ovn. Del dejen i 20 portioner, der hver vejer 60 gram. Der vil være lidt dej til overs, som skal bruges til at lave øre med. Form bollerne som vist i videoen nedenfor. Kom bollerne på pladen og tril små ører til hver bolle. Ørerne skal sidde lidt højt oppe på bollen, da bollerne hæver, og ørerne derfor “bevæger” sig ned ad mod pladen. Dæk pladen med bollerne med husholdsningfilm og lad bollerne efterhæve 20-30 minutter ved stuetemperatur før, at pladen kommes i køleskabet natten over.


Dag 2: Bollerne tages ud af køleskabet og stilles ved stuetemperatur – stadig dækket af husholdningsfilm, i ca. 3o minutter. Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Pisk et æg sammen med en gaffel i en lille skål og pensle hver bolle. Bag bollerne i 15-18 minutter til de er godt gyldne. Kom bollerne på en bagerist uden bagepapir under og lad dem køle helt af. Riv bollerne fra i hinanden (så er de nemmere for de små fingre at tage) og placer dem på den plade/fad, du vil servere dem på. Smelt chokoladen over vandbad og kom det i en sprøjtepose, hvor der klippes et lille hul i bunden. Lav små chokoladeansigter på hver bolle – du kan se, hvordan jeg gør i videoen nedenfor.

Server bollerne og nyd!

Mit tidsskema var således, da jeg bagte dem til Ellinors fødselsdag, og bollerne skulle med i børnehaven til formiddagssamling kl. 09.
Dag 1
Kl. 19.30: ælte dejen sammen
Kl. 19.45-21: dejen hæver
Kl. 21.00: bollerne formes
Kl. 21.15-21.45: bollerne efterhæver inden, at de dækkes til med husholdningsfilm og kommes på køl natten over

Dag 2:
Kl. 06.45: bollerne tages ud af køleskabet og “vågner” ved stuetemperatur. Husholdningsfilm er stadig på
Kl. 07.15: ovnen tændes
Kl. 07.20: bollerne pensles med æg, kommes i ovnen og bages
Kl. 07.35-08.15: bollerne køler af
Kl. 08.15: chokolade smeltes og kommes i en sprøjepose
Kl. 08.20: bollerne pyntes med bamseansigter af chokolade

Indlægget indeholder affiliatelinks

Bjørneboller - sådan formes de
00:00
--
/
--
Bjørneboller Cathrine Brandt
00:00
--
/
--
Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!
Kommentarer
  1. Julie

    Hvor ser de fine ud!
    Hvis man ikke lige har speltmel ved hånden, kan man da erstatte samme mængde med hvedemel? 🙂

    1. Hej Anna
      Ja, den er helt korrekt. 430 g. Jeg arbejder altid med procenter, når jeg laver dej-opskrifter. Og da jeg skulle ende med 20 boller, så det passer til en bageplade, så blev det et lidt “skævt” tal 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  2. Marianne

    Hej C
    Har netop forsøgt at bage bamsebollerne. Dog med mere gær og en kortere hævetid. De sprækkede meget i ovnen og blev ikke så luftige, som dine ser ud til at være. Hvad mon der er gået galt ?
    Jeg erstattede lidt af det hvide mel med fuldkortshvede – kan det være derfor ?
    Mvh Marianne

    1. Hej Marianne
      Ja, du kan desværre ikke bare udskifte fint mel med groft mel uden, at det påvirker dejen. Groft suger væsentligt mere væske, og det har ikke samme opbagningsevne – derfor bliver dine boller ikke så luftige. Sprækkerne kommer, fordi at dejen er for tør – grundet det grove mel. Hævetiden påvirker det også.
      Jeg håber, at du får et tilfredsstillende resultat, hvis du følger opskriften 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  3. Sarah

    Hej. Hvor lang tid kan de maks stå på køl og hæve? 😊 Vil bruge bollerne til at lave en slange, der skal deles ud i Børnehaven på fredag, men har ikke tid på det tidspunkt du har foreslået torsdag aften. Så ville evt. lave dem tidligere på dagen.

    1. Hej Sarah.
      De kan stå max 18 timer, vil jeg vurdere. Jeg har ikke testet det, men er jeg sikker på, at du godt vil kunne lave dem om eftermiddagen, og så bage dem om morgenen.

      God bagelyst, Cathrine

  4. Marianne

    Hej. I din tidsoversigt skriver du st du har ladet bollerne efterhæve da de er formet i 30 min. Men står ikke oppe i opskriften? Er det nødvendigt eller bare ekstra du gav dem? Mvh Marianne

    1. Hej Marianne
      Godt spottet! Det har jeg netop rettet.
      Det er en god ide at lade bollerne efterhæve, så hævningen lige kan komme i gang inden, at de kommes på køl. Hvis tiden er meget knap, så kan det udelades.

      God bagelyst,
      Cathrine

  5. Louise

    Kan bollerne fryses? Der skal holdes tre års fødselsdag i børnehaven på fredag, men har simpelthen ikke tid torsdag aften og fredag morgen til at bage dem…

    1. Hej Louise
      Ja, det kan du tro, at de kan. Så vil jeg anbefale at bage dem et par dage forinden, fryse dem, lade dem tø op i køleskabet natten over, lune dem kort om morgenen og så pynte dem. Så er de som friskbagte 🙂

      Dejlig fødselsdag til jer – og god bagelyst!
      Cathrine

    1. Hej Josephine
      Så vil jeg hellere, at du undlader ægget 🙂
      Så skal du bare komme lidt mindre mel i. Ægget gør bollerne lidt blødere, men det kan godt undværes.

      Jeg er sikker på, at dagplejebørnene bliver helt vilde med dem!

      Rigtig god bagelyst,
      Cathrine

    1. Hej Michelle
      Beklager, at jeg først har set dit spørgsmål nu.

      Hvis dejen ikke slipper, så skal den som udgangspunkt æltes noget mere. Det er lange æltetider, der skal til, når smørret skal arbejdes ind i dejen.
      Man kan dog godt overælte en dej, så det skal man selvfølgelig også være opmærksom på.

      Du kan altid lave en glutentest på din dej for at se, om den er udviklet nok. Du kan se hvordan her:
      https://www.cathrinebrandt.dk/glutenprove-af-dej/

      Jeg håber, at de blev gode og nydt 🙂
      Rigtig god weekend
      Cathrine

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

INSTAGRAM

ANNONCE

SENESTE

Kenwood Chef Sense XL
12. november 2018
Smørrebrød med hytteost og dukkah
31. oktober 2018
Surdejsbrød med friskmalet ølandshvede
27. oktober 2018
Koldhævede surdejsboller med TIPO 00
24. oktober 2018
Luksus brunsviger
4. oktober 2018