Bløde bamseboller

Bamseboller, teboller, fødselsdagsboller. Kært barn har mange navne, og de her bløde boller kan bære dem alle. De er nemlig helt perfekte. Bløde, luftige og nemme at bage. Jeg tror, at de fleste har en svaghed for bløde hvedeboller. Selvom jeg elsker boller med en sprød skorpe og som er bagt på surdej, så siger jeg aldrig nej tak til en luftig bamsebolle. Bag bollerne til børnefødselsdagen (eller din egen fødselsdag), til en hyggelig eftermiddag eller bare for at gøre weekenden lidt bedre. De absolut bedste og blødeste bamseboller.

16 stk.
Det skal du bruge:

  • 2 dl mælk (jeg brugte sødmælk)
  • 1 dl koldt vand
  • 35 g gær
  • 60 g sukker
  • 2 æg (1 i dejen + 1 til at pensle med)
  • 600 g hvedemel
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 8 g salt
  • 50 g blødt smør

Sådan bager du luftige og bløde bamseboller:
Kom vand og mælk i en skål. Kom gær og sukker i og rør rundt indtil gæren er opløst. Kom ægget i og rør det ud. Kom mel, salt og kardemomme i og ælt dejen godt. Du kan ælte den på bordet, men du kan også bruge en røremaskine. Ælt dejen til den er glat, smidig og slipper skålens kanter eller nemt slipper bordet – det tager 5-10 minutter. Skær smørret i mindre stykker og ælt det ind i dejen til dejen bliver blank og glat. Dæk dejen med en pose eller husholdningsfilm, læg et viskestykke oven på og lad den hæve ved stuetemperatur i 40 minutter.

Del dejen i 16 stykker. Form bollerne ved at spænde dejen ind under bollen i bunden. Du kan se, hvordan du spænder og former bollen i videoen nedenfor. Kom bollerne på to bageplader beklædt med bagepapir – der skal være god plads mellem bollerne. Dæk bollerne med et stykke husholdningsfilm eller en plastikpose og kom et viskestykke ovenpå. Lad bollerne efterhæve i 30 minutter ved stuetemperatur. Tænd ovnen på 220 grader over/undervarme. Pisk et æg sammen og pensl bollerne, når de er hævet færdigt. Bag bollerne i 12-15 minutter til de er gyldne. Afkøl på en rist og nyd.

Indlægget indeholder affiliatelinks. 

Bamseboller_5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

84 comments on “Bløde bamseboller”

  1. Hej Cathrine,
    Jeg ved ikke, hvad jeg gør forkert. Det gælder både denne opskrift og din opskrift på chokoladeboller - basically dem der skal smør i! 🙈
    Jeg bruger røremaskine og tilsætter smør, når dejen er samlet og slipper skålens kanter, men så snart smørret tilsættes, bliver dejen fedtet og usammenhængende. Den bliver aldrig helt glat og smidig, og jeg tør ikke ælte den i evigheder af frygt for at ødelægge glutenstrukturen.
    Men kan det være, at jeg har æltet den for lidt, inden smørret tilsættes?
    Eller hvad tænker du?
    Bør jeg forsøge at håndælte næste gang for at få en bedre føling med dejen?
    Hjælp! For jeg elsker alle dine opskrifter

  2. Hej

    Hvordan får du overfladen så blank? På mine kan man se penselstrøgene og virker også en anelse mørkere.

  3. Jeg har 2 mislykkede forsøg bag mig med disse boller - jeg har simpelthen svært ved at se, hvordan de skal hæve til dobbelt størrelse på 40 minutter når man bruger kold væske og 35 g gær. Plejer man ikke netop at bruge lunt vand og mælk, når man “hurtighæver”? Jeg synes koldt vand og mælk plejer at høre til koldhævede opskrifter.

  4. Hej Cathrine.
    Jeg står overfor fødslen af barn nr tre lige oveni en masse familiefødselsdage. Jeg plejer at bruge opskriften til koldhævede bamseboller, men denne gang vil jeg gerne bare dem på forhånd, da jeg skal lave firedobbelt portion.
    Kan jeg bage dem efter denne opskrift, køle dem af og fryse? Eller skal jeg ændre noget?
    Kan de mon tages op direkte fra frost og serveres, eller ville du lune dem kort?
    Vh. Line

  5. Skal bage boller til min datters børnehave på fredag, som skal pyntes med glashus og krymmel. Derfor vil jeg gerne bage dem dagen før. Er de fine og bløde nok dagen derpå?

  6. Min dej hæver nærmest ikke selvom den har kørt 10 min på røremaskine 😳 Hvad har jeg gjort forkert?

  7. Har netop bagt dine bamseboller og de er simpelthen såååå fantastiske.
    De får klart et STORT 10 tal herfra.

  8. Hej Cathrine. Tillykke med familiens nyeste medlem.
    Kan du anbefale at bruge Bornholms valsemølle hvedemel eller er det bedre med valsemøllens hvedemel?

    På forhånd tak for svar og for fantastiske opskrifter!

  9. Jeg er så glad for din opskrift ogharbrugtden flere gange - især den koldhævede version. Men jeg tænkte på - Kan man mon bruge tørgær? Jeg glemmer nemlig at købe frisk gær - eller glemmer at få det brugt når jeg endelig køber det.

    1. Hej Siri

      Det er jeg glad for at høre. Ja, du kan sagtens bruge tørgær. Der ligger en guide her på bloggen, hvor du kan læse om forholdet mellem frisk gær og tørgær - hvis du skulle få brug for det.

      God bagelyst,
      Cathrine

  10. Hej Cathrine.

    Kan man putte rosiner i dejen så det bliver rosinboller?

    Vil nemlig bage dem til børnefødselsdag på lørdag.

    Mvh Tanja

  11. Kære Cathrine. Jeg er vild med surdej, og er lige gået i krig med "sødt med surdej" opskrifterne. Jeg har bagt fødselsdagsboller m surdej, men synes de er en kende for syrlige. Er det muligt at "skrue ned" for syrligheden? Evt afkorte hviletid i køleskab eller surdejsmængde ? Hvad tænker du?
    Kærlig hilsen
    Astrid

    1. Hej Astrid

      Dejligt, at min bog Sødt Med Surdej er i brug hos dig 🙂

      Din surdej afgør syrligheden i dit bagværk. Så hvis du synes, de er for syrlige (hvilket de heller ikke bør være), så skal du tjekke op på din søde surdej. Brug den, når den er yngre og mere mild 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  12. Hej! Er det selve dejen, der skal dækkes med husholdningsfilm inden første hævning, eller er det skålen med dejen man dækker?

  13. Hej Cathrine. Jeg har bagt disse mange gange med succes, men da jeg så brugte valsemøllen hvedemel, så bliver de slet ikke så luftige. Men valsemøllen bruger jeg jo eks. til dine chiaboller! Til disse bamseboller virker det som om de suger væsken for meget. Er nysgerrig om hvilken hvedemel du bruger til disse? Eller om man kan justere melmængden lidt?

    1. Hej Marie

      Jeg bruger faktisk oftest Valsemøllens øko hvedemel, når jeg bager bløde gærboller. Dejen skal æltes godt.

      God bagelyst,
      Cathrine

  14. Jeg har lavet opskriften mange gange efterhånden og bollerne er virkelig godt... hvis jeg putter mere mælk i. Jeg syntes delen er “hård” og tør ellers? 🤷‍♀️

    1. Hej Camilla

      Så fint at du selv justerer til 🙂
      Jeg bruger opskriften præcis, som den er her - og har gjort det i flere år. Måske dit mel suger mere væske, end det jeg bruger 🙂

      Dejen er ret fast inden smørret kommes ind. Når smørret bliver æltet godt ind i dejen, så skal den gerne blive blød, glat og skøn at arbejde med.

      God bagelyst,
      Cathrine

  15. Hej
    Jeg skal bage dine boller nu her og fryse dem ned, da de først skal bruges på søndag.
    Vil du anbefale at de stadig er lidt lune når de kommer på frost? (Er nervøs for de bliver tørre når de har været frosset)
    Vil du tø dem op i køleskab eller på køkkenbordet, inden de kommer i ovnen?
    Du skriver noget med vand på i dine tidligere kommentarer, er det hver enkelt bolle for at fugte dem lidt? ☺️

    1. Hej Maria

      Ja, jeg ville fryse, når de er friskbagte, men lige kølet af. Jeg tør dem gerne op - på køl eller ved stuetemperatur er ikke afgørende. Hver bolle stænker jeg med en smule vand før, jeg luner dem.

      God bagelyst,
      Cathrine

  16. Hej Cathrine,

    Tak for en nem og overskuelig opskrift.

    Jeg skal blot høre - Jeg har formet bollerne, og de står nu og hæver. Desværre skal vi ud af døren, og kan ikke nå at bage dem før i aften. Kan de stilles ind på køl indtil da, eller har de bedst af at stå ude ved stuetemperatur. De er filmet og med viskestykke over ☺️

    1. Hej Emilie

      Jeg har holdt lige juleferie, og jeg ser derfor først dit spørgsmål nu.

      Jeg ville have sat dem på køl. Jeg håber, at det lykkedes for dig.

      God bagelyst,
      Cathrine

  17. Hej Cathrine
    Allerførst STOR ros til en fantastisk indbydende website med mange lækre opskrifter - nyder desuden at følge dig på Insta og se dine små videoer 😊
    Nå men til sagen.... jeg skal bage bløde fødselsdagsboller, men fødselsdagsbarnet ønsker sig både alm bløde boller og chokoladeboller. Tænker
    om jeg ikke bare kan bruge denne her opskrift - lave dobbeltportion og tilsætte chokolade i halvdelen - i stedet for at bruge to forskellige opskrifter?
    Et andet spørgsmål - synes du bager boller på meget forskellige temperaturer, fra 175 til 220 gr - hvad skyldes det? Mener jeg har læst, at boller/gærbrød helst skal bages ved høje temperaturer.
    På forhånd tak for svar - kh Tina

  18. Er der et formål med at forme dem på den måde? Jeg synes, det er noget hurtigere at trille dem. 🙂

    1. Hej Nina

      Det er bare for at forme og spænde dem op - så de bliver pænt og runde. Men du kan gøre det, som du har lyst 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  19. Du godeste gud, Cathrine! Det her er simpelthen de bedste boller jeg har bagt i mange år! Ej, hvor er de bare bløde og gode!

  20. Hej Tine

    Det skyldes, at dine boller ikke er hævet nok. Lad dem hæve lidt længere efter, at de er formet. Du kan prøve at sprøjte lidt vand på bollerne med en sprayflaske, mens de bager - så sætter de ikke skorpe så tidligt og har længere tid til at hæve og udvikle sig under bagning. Det gør, at de ikke sprækker.

    God bagelyst 🙂
    Cathrine

  21. Hej
    Nu har jeg prøvet at bage disse 2 gange og de sprækker nederst ved bunden.Har du noget bud på hvorfor det sker? Smagen er der ikke noget med men det ser ikke så pænt ud.

  22. Hej Marie-Louise

    Måske du kan finde inspiration i Mariehøne bollerne herinde på bloggen - det er bløde boller, der er farvede 🙂

    Ellers sig til! Så skal jeg forsøge at guide dig noget mere.

    God bagelyst!
    Cathrine

  23. Hej Cathrine
    Jeg vil give mig i kast med disse boller, de ser SÅ lækre ud 😀
    Jeg vil dog farve dem med pastafarve (frozen temafødselsdag) 🙂 Har ud en ide til om de evt kan bages i længere tid ved svag varme så de ikke får den gyldne farve?

    Kh Marie-Louise

  24. Hej Cecilie

    Tillykke med din lille baby 🙂

    Bamsebollerne er meget velegnet til at blive frosset. De er allerbedst, hvis du lader dem tø op, kommer dem lynhurtigt under vandhanen og så luner dem ved 180 grader varmluft.

    Du kan også lune dem direkte fra frost, men så bliver skorpen lidt mere sprød.

    Rigtig god bagelyst,
    Cathrine

  25. Hej Cathrine

    Jeg synes det er en fantastisk opskrift - som jeg har brugt RIGTIG mange gange ?

    Nu har jeg en lille baby - så det ville være så skønt hvis jeg kunne fryse dem og tage ud, når jeg skal bruge dem. Ville du anbefale dette - og hvis ja. Hvordan gør jeg det så bedst?

    De bedste hilsner
    Cecilie

  26. Kære Cathrine

    Tusind tak for din hjælp
    Og ikke mindst
    Tusind tak for en fantastisk opskrift på umådelige lækre boller.
    Sikke en skøn dej at arbejde med..

  27. Hej Line

    Spørgsmål er altid meget velkomne.

    Ja, du skal bruge 70 gram.
    Jeg tænker sagtens, at du kan komme en lille klat nutella i midten - bare husk at lukke bollerne godt, så det ikke flyder ud 🙂

    God bagelyst,
    Cathrine

  28. Hej Cathrine
    Jeg skal bage en kæmpe portion boller til en skøn 0.kl her på torsdag. Deres bestilling denne uge lød på Nutella boller.
    Så jeg ville hører om jeg må stille to sikkert, super dumme spørgsmål.
    1) hvis jeg laver dobbelt portion skal jeg så bruge 70g gær?.
    2) vil bollerne være gode og lækre hvis jeg tilføjer en bette klat nutella i midten?. Og dur de til det..

    Tusind tak på forhånd..

  29. Hej Maja

    Det var ærgerligt! Det burde ikke være nødvendigt at komme mere mel i. Dog skal dejen æltes virkelig godt. Hvad æltede du dejen på?

    Jeg håber, at dine bamseboller med gode alligevel.

    God bagelyst,
    Cathrine

  30. Min dej er også total klistret og har måtte tilsætte meget ekstra mel. Er spændt på resultatet ?

  31. Jeg har lige prøvet at lave disse boller, men dejen var så klistret da jeg lavede den, så tænkte at det nok hjalp når den havde hævet, men slet ikke, æltede tre håndfulde mel ind i, og skulle have mel på hænderne, for at kunne forme dem.

    1. Hej Charlotte
      Det er jeg ærgerlig over at høre. Opskriften er testet fire gange, og mængden af mel og vand er korrekt. Det er yderst vigtigt, at dejen æltes rigtig godt. Dejen er fugtig, men nem at arbejde med, som jeg viser i videoen.
      Æltede du dejen i hånden eller på en røremaskine?

      Mvh. Cathrine

  32. Endnu en uimodståelig brødopskrift fra din hånd 🙂 tak for det!
    Tilsætter du melet lidt efter lidt eller all at once?! Ender med en meget fast dej som kræver ekstra lang æltetid(og lidt ekstra væske) når jeg hælder alle 600g i med det samme...

    1. Hej Emilie
      Jeg hælder alt melet i med det samme. Dejen vil være fast og samle sig nemt, men når smørret kommes i, så bliver den blød, let og lækker 🙂

      Tak for dine pæne ord! De er meget værdsat.

      Hav en rigtig dejlig dag
      Cathrine

  33. Absolut ikke, Line - gør du endelig bare det 🙂 Det vil blot give dig en dobbelt så stor portion af de bedste bamseboller 😉

    Jeg er virkelig glad for, at du har glæde af opskriften.

    Rigtig god bagelyst, Cathrine

  34. Hej Cathrine! Der er vel ikke noget i vejen for at doble opskriften? Altså så det ender med 32 i stedet for 16 boller?
    De er SÅ gode! ???
    Vh Line

  35. Hej Cathrine - elsker dine opskrifter. Vil gerne bage dem her til min søns etårsfødselsdag i vuggeren, men de har en ikke-sukker politik. Kan sukkeret erstattes med noget? Eller kan du anbefale en anden (nem!) opskrift på sukkerfrit bagværk, der passer godt til 1-2-årige? Tak for en super blog.

    1. Hej Sofie
      Tusind tak!

      Du kan sagtens udelade sukker - de vil stadig smage dejligt!
      Kom 3-5 gram gær mere i så, da sukkeret hjælper med gærens aktivitet.

      Rigtig god bagelyst. Og god fødselsdag til din søn. 1 år - det er en stor dag! 🙂
      Cathrine

    1. Hej Sofie
      Nej, mælken skal ikke lunes. Dejen lunes under den lange æltning. For at undgå at dejen bliver for varm, så starter du ud med kold mælk 🙂

      Gæren trives bedst i et miljø på 28-30 grader.

      God bagelyst,
      Cathrine

  36. Det kan godt være, at det er et dumt spørgsmål, men når du skiver blødt smør, skal det så være smeltet eller tager du det bare ud af køleskabet noget tid inden du bager? 🙂

    1. Hej Anne.
      Nej, det er bestemt ikke et dumt spørgsmål 🙂
      Det er blødt smør, som har ligget ved stuetemperatur. Ikke smeltet.

      God bagelyst.
      Cathrine

  37. Hej!

    Elsker at følge med her hos dig og bruger flittigt dine opskrifter.

    Når jeg laver disse lækre boller, har jeg lidt udfordringer med at få husholdningsfilmen "pænt" af bollerne (inden de skal pensles med æg, og efter de har hævet som rigtige boller..). Et tip, så de slipper let? ☺️

    Mvh. Anne

    1. Hej Anne.
      Tusind tak - det er jeg så glad for at høre 🙂

      Ja, det er rigtigt. Det kan godt hænge lidt ved. Jeg drysser (når jeg husker det) med meget lidt mel inden, at jeg kommer husholdningsfilm på. Eller nærmer "kaster" mel ud over bollerne, så det kun er et helt fint lag, der lander på bollerne.

      Jeg håber, at det kan hjælpe dig 🙂
      God bagelyst!

  38. Hej Cathrine. Efter at have ledt nettet tyndt efter bløde boller, faldt jeg over din opskrift. Må indrømme at jeg blev lidt skeptisk da smøret kom i og den blev helt fedtet, men hold da op nogle lækre boller. Tak! Du er hermed bogmærket ??

  39. Hej. Har lige brugt din opskrift. Men jeg har et generalt problem med alle opskrifter jeg følger.. syntes simpelthen dejen bliver for klisteret. Uanset hvor længe jeg ælter med hænder eller lader den køre i rørmaskine ??

    Så klisteret at de ikke kan formes med hånden men med to skeer. Hvor går det galt? For følger opskriften/opskrifterne nøje

    1. Hej Aisha.
      Det lyder virkelig mærkeligt. Dejen er blød, men ikke så blød, at den skal formes med skeer. Dejen virker blød inden, at den hæver - under hævningen suger melet vandet til sig, og dejen bliver fastere.

      Hvis dejen er æltet nok, så kan dejen godt klistre let til fingrene, men den er nem at få af, da glutennettet i dejen sikrer, at den hænger sammen.

      Mvh. Cathrine

  40. Hej,

    Bliver de tørre, hvis jeg bager dem fx søndag og først skal spises dagen efter? Min lillebror vil gerne have dem med ifbm fødselsdags-uddeling i hans klasse.

    På forhånd tak

    1. Hej Nura.
      Det er en gærbolle, så de er klart bedst friskbagte eller hvis de lige bliver lunet inden servering. Men! De bliver ikke tørre. De er også gode dagen efter - også selvom de ikke bliver lunet.

      Hvis du har lidt tid om morgenen inden, at din bror skal have dem med, så kan du måske bage de koldhævede bamseboller i stedet? Så er bollerne helt friskbagte, når han får dem med til sin fødselsdag 🙂

      https://www.cathrinebrandt.dk/koldhaevede-bamseboller/

  41. Jeg synes simpelthend de her boller, er fantatiske ?
    Jeg synes der er masser af opskrifter alle vegne på sunde og koldhævede boller, så bag dem. De her er bare gode, og intet sundt i dem og hallejula for det.
    Tusinde tak for en kanon opskrift.?

  42. Hej Cathrine

    De skal da helt sikkert bages til dagplejen, når mindstepigen fylder 1 år lige om lidt!?

    Ville man kunne reducere mængden af gær og så lade dem koldhæve natten over? Og ville du i så fald tage dem ud af køleskabet en halv time før eller hvordan?

    Tak for en inspirerende blog med skønne opskrifter.??

    Mvh Line.

    1. Hej Line.

      Ja, du kan sagtens reducere gærmængden til 5-8 gram og så lade dejen koldhæve natten over.

      Så vil jeg tage dejen ud af køleskabet, forme bollerne og lade dem efterhæve i 30-45 minutter ved stuetemperatur inden, at jeg bagte dem 🙂

      Tak fordi du følger med herinde.

  43. Hej Cathrine,
    Tak for endnu en fantastisk opskrift! Jeg nyder at følge dig og gør stor brug af dine skønne opskrifter 🙂
    Nu har jeg givet mig i kast med disse dejlige boller - som helt sikkert vil blive et lørdags-hit.
    Desværre har vores gamle ovn ikke varmluft. Kan almindelig over-under varme klare det? Og har du et bud på bagetid i så fald? 🙂
    Endnu en gang tak for dine skønne opskrifter!

    1. Hej Hannah.
      Selv tak - og tusind tak for din positive kommentar! Den er jeg rigtig glad for.

      Du kan sagtens bage bollerne ved over-under varme. Jeg vil tror, at de skal have 10-15 minutter. Men jeg vil anbefale, at du holder øje med dem. Når de er gyldne, og lyder hule, når du banker på dem under bunden, så er de færdige 🙂

      Jeg håber, at du bliver lige så vild med bollerne, som vi er her hjemme.

      God weekend!

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT