Jeg har altså en svaghed for cheesecake. Jeg elsker kombiantionen af den sprøde, salte kiksebund og den fløjsbløde og cremede ostecreme. Sammensat med den letbitre, friske citronskal og sød-syrlige rabarber, så har jeg svært ved at komme i tanke om noget bedre! Længe har jeg brugt opskriften på den her nemme kiksekage, der ikke indeholder husblas. Men forandring skal der til, og selvom man har fundet en god opskrift, så skader det aldrig at eksperimentere en smule. Og det har jeg gjort.
Denne her cheesecake blev skabt ud fra en mine hjemmebagte havrekiks og rabarberplanterne i haven, der vokser lystigt. Havrekiks har en dejlig kornsmag, som jeg synes klæder cheesecaken. Jeg bliver aldrig den store kagepynter, men et simpelt mønster af flotte røde rabarber - det synes jeg også kan noget. Og looket på denne her cheesecake synes jeg blev så fint. Nemt og simpelt, men stadig fint og appetitligt.
8 personer
Det skal du bruge:
Kiksebund:
- 70 g smør
- 200 g havrekiks – jeg brugte hjemmebagte havrekiks, som du kan finde opskriften på her, men ellers kan jeg anbefale Madam Butterfly havrekiks
Ostecreme:
- 2,5 blade husblas
- 150 g piskefløde
- 375 g flødeost naturel - jeg er særligt glad for Mammen Flødeost Naturel
- ½ vaniljestang
- 1 tsk. sukker
- 90 g flormelis
- 1 økologisk citron, skal heraf (brug kun en ½ citron, hvis du foretrækker en mild citronsmag)
Bagte rabarber:
- 15-20 tynde, røde rabarber
- 50-70 g sukker
- 50 g vand
Derudover:
- Kagering eller springform på ca. 18 cm i diameter eller 26-28 cm, hvis du laver dobbelt portion - jeg bruger den her kagering, der kan justeres i størrelsen.
- Kageplast eller bagepapir til at beklæde kageringen med.
Sådan laver du en cheesecake med bagte rabarber og bund af havrekiks:
Kom koldt vand i en skål og kom husblas i. Det er vigtigt, at husblas-bladene lægges i hver for sig, så de ikke hænger sammen. Sørg for at udbløde dem i rigeligt vand, da det hjælper til at undgå, at husblassen klumper, når den vendes i ostecremen. Lad det stå og trække, mens kagen forberedes.
Kom kiksene i en blender og blend dem til kikse-smulder. Du kan også komme dem i en frysepose og banke dem indtil, at de er smuldret. Kom kiksene i en skål. Smelt smørret over lav varme og vend det smeltet smør sammen med kiksene. Fordel kiksemassen i din kagering eller springform, der er foret med kageplast eller bagepapir. Stil bunden på køl eller frys, mens ostecremen laves.
Pisk fløden i en skål til den er let og luftig og lige netop kan holde på små toppe – den må endelig ikke piskes for meget.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Pres vaniljekornene sammen med 1 tsk. sukker, så kornene deler sig. Kom flødeost, vaniljesukker, flormelis og citronskal i en skål og pisk det homogent og luftigt.
Vrid husblas fri for vand og smelt det i en gryde over lav varme. Det skal kun lige smeltes. Tag 3 spsk. af den letpisket fløde og vend sammen med husblassen. Blandingen skal være cirka samme temperatur som den piskede fløde – det sikrer, at din ostecreme ikke klumper.
Vend hurtigt og effektivt fløde/husblas-blandingen i den letpiskede fløde. Vend herefter forsigtigt fløden i ostemassen. Kom ostemassen i en sprøjtepose med en rund tyl. Fordel ostemassen ovenpå kiksebunden ved at sprøjte rundt i kanten og fortsætte indad mod midten. Jævn ostemassen ud på toppen og kom cheesecaken på frys i minimum et par timer.
Bagte rabarber:
Du kan pynte din cheesecake præcis, som du ønsker det, med de bagte rabarber. Tænd ovnen på *90 grader varmluft. Skyl rabarberne og skær top og bund af. Skær rabarberne i ønsket størrelse - jeg skar dem i ctykker på 5 cm – jo mindre, jo kortere bagetid. Kom rabarberne i et ildfastfad. Drys sukker over rabarberne og hæld til sidst vand over. Bag rabarberne i 30-60 minutter (afhængig af størrelse) til de er bløde, men ikke smattet ud. Lad dem afkøle – evt. på et stykke bagepapir og pynt kagen før servering. Den sirup, der er tilbage i fadet, kan med fordel gemmes og nydes ovenpå pandekager, is, kage eller yoghurt. Jeg pyntede afslutningsvist med lidt friske hyldeblomster og hakkede usaltede pistacienødder.
*Det er vigtigt, at rabarberne ikke bages ved lavere varme end 100 grader. Hvis ovnen sættes over 100 grader, så vil rabarberne "sprænge", da de når over kogepunktet. Det giver smattet, udbagte rabarber, der ikke holder formen.
Tip: Jeg synes, at det er nemmest at arbejde med kagen, når den er placeret på et stykke kagepap. På den måde kan jeg flytte rundt på den, komme den på et fad eller i en kageæske, hvis jeg skal have kagen med mig.
Note: Du kan godt lave din cheesecake i god tid og fryse den ned. Vent med at pynte kagen med rabarberne til tidligst dagen før servering. Hvis du tøer din cheesecake op natten over i køleskabet, så vær opmærksom på, at den godt kan smide lidt væske fra flødeosten. Det gør ingen smagsforskel for kagen, men vent med at stille kagen på serveringsfadet.
Indlægget indeholder affiliatelinks.
Hej Cathrine
Kan du huske hvor mange gram rabarber du brugte? Da de jo varierer meget i størrelse og dem jeg har i haven er meget små i forhold til købte?
Hej Ditte
Nej, det kan jeg desværre ikke.
God bagelyst,
Cathrine
Dejlig kage, tak for inspiration og opskrift:-)
Aften hilsner til dig.
Hej Tina
Sikke en skøn kommentar - tusind tak for den. Det er så rart med feedback på mit arbejde herinde 🙂
Rigtig god dag til dig
Cathrine