Dahl med kokosmælk og raita

Jeg bruger (alt for) meget tid på Instagram. Jeg synes, at det er en fantastisk inspirationskilde, og jeg nyder selv at dele billeder af mine opskrifter på min Instagramprofil - du kan finde mig derinde, hvor jeg hedder CathrineBrandt.dk. For længe siden så jeg et billede af en portion Dahl, der var serveret med saltede mandler, koriander og cherrytomater. Jeg husker ikke, hvilken profil det var, men lige siden har jeg tænkt på, at netop sådan en portion måtte jeg lave hjemme i mit eget køkken. Derfor fik vi Dahl til aftensmad i sidste uge. Og faktisk også i denne uge. For det smager så godt, at det er blevet en aftensmads-favorit hjemme hos os. Heldigvis er det supernemt at lave, og det passer sig selv på komfuret. I mens læser vi favorit-bogen (som gerne hænger på Ellinors arm hele tiden), bygger med DUBLO og laver BRIOs stabelklovn igen og igen og igen. Det er aftensmad, der passer lige ind i vores hverdag - supernemt, sundt og så velsmagende, at både Ellinor og vi gerne spiser en stor portion. Børnevenlig, familievenlig og vegetarisk aftensmad, når det er bedst!

Vi toppede vores skål med Dahl med saltede mandler, frisk raita, halverede cherrytomater og frisk koriander. Jeg serverer det også gerne med lidt ris eller hjemmebagte fladbrød eller naanbrød til.

4 personer
Det skal du bruge:

  • 4 fed hvidløg
  • 2 løg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 200 g røde linser (du kan købe røde linser her)
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 1/4 frisk chili (kom evt. lidt i af gangen, så du kan justere til sidst)
  • 2 tsk. karry
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. gurkemeje (frisk eller tørret)
  • 1 tsk. ingefær (frisk eller tørret)
  • 1 tsk. sukker
  • Friskkværnet peber
  • 1 dåse kokosmælk, 400 ml.

Raita:

  • 3 dl græsk yoghurt
  • ½ agurk
  • ½ spsk. finthakket koriander eller mynte (begge dele kan også kommes i)
  • Lidt frisk limesaft
  • Salt og peber

Hjemmelavet saltede mandler:

  • 250 g vand
  • 40 g groft havsalt
  • 200 g mandler

Sådan laver du Dahl med kokosmælk:
Snit løg i mundrette stykker. Hak hvidløg. Varm olivenolie op i en gryde. Svits løg og hvidløg kort til det bliver blødt, men ikke tager farve. Kom røde linser, hakkede tomater og krydderi i. Lad det simre i 20-25 minutter til linserne er møre. Tilsæt evt. en smule vand undervejs, hvis det er nødvendigt. Når linserne er møre kommes kokosmælken i. Lad det simre yderligere 10 minutter til det tykner en smule. Smag det til og server i dybe skåle toppet med f.eks. saltede mandler, cherrytomater, frisk koriander og raita.

Sådan laver du en frisk og let Raita:
Halver agurken på midten. Skrab det våde ud af agurken. Skær den i mundrette firkanter. Salt dem let og lad dem ligge i en si, så væsken kan dræne fra. Rør græsk yoghurt sammen med hakket koriander eller mynte, limesaft, salt og peber. Pres agurken for lidt af væden og vend dem i yoghurten. Smag til. Raitaen kan trække på køl eller serveres med det samme.

Sådan laver du saltede mandler:
Kom vand i en gryde og lad det komme i kog. Kom salt i og lad vandet koge op igen, så saltet opløses. Kom mandlerne i og lad vandet komme i kog endnu en gang. Sluk for gryden og lad mandlerne trække i saltvandet i 15 minutter. Tænd ovnen på 150 grader varmluft. Hæld vandet fra mandlerne og kom dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Rist mandlerne i ovnen i 15-20 minutter. Afkøl og nyd.

Tip: Har du linser i overskud, så kan de bruges til at lave chili sin carne - det er også en lækker, varmende og vegetarisk aftensmad.

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Dahl_kokosmaelk_raita_5Dahl_kokosmaelk_raita_1

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

One comment on “Dahl med kokosmælk og raita”

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT