Annonce - opskrift udviklet for Kenwood
Flødeboller - kære, kære flødeboller. Min farfar er en ældre, frisk mand, der snart runder 90. Han har alle dage elsket flødeboller. Det gør han stadig. Derfor elsker jeg også flødeboller. De får mig nemlig altid til at tænke på ham. For det er uden tvivl ham, jeg har nydt allerflest flødeboller sammen med. Selvom jeg ikke skal sige mig for fin til en helt almindelig flødebolle, så kan jeg altså allerbedst lide den hjemmelavede version. Hold nu op, hvor smager en hjemmelavet flødebolle bare godt!
Flødeboller har lidt et ry for at være svære at lave selv. Det synes jeg ikke, at de er. Men de kan godt være lidt tidskrævende, fordi at der er flere forskellige steps før, at man står med det færdige resultat. Bunde, flødebolleskum, måske en overraskelse til flødebollemidten og chokoladeovertræk. Det, der altid driller mig mest, det er den pokkers chokoladetemperering. Men jeg øver mig, og nogle gang sidder det lige i skabet - andre gange er det om igen. Sådan er det også i mit køkken.
Jeg har forkælet de her hjemmelavede flødeboller, det bedste, jeg kunne. En sprød og sindssyg god kiksebund, en sej, fast og fløjlsblød marengs, et stykke af min bedste brownie i midten, og så selvfølgelig overtrukket med en god, mørk chokolade. Så kan jeg ikke ønske mig mere af en flødebolle.
Ca. 18-20 stk.
Det skal du bruge:
Sprøde kiksebunde
- 115 g hvedemel
- 40 g flormelis
- 60 g stuetempereret smør
- 1 æg - OBS! Du skal kun bruge ca. 1/3 del af ægget i dejen
- 3 g bagepulver
Flødebolleskum
- 125 g hvidt sukker
- 40 g vand
- 55 g glukosesirup
- 70 g æggehvider (æggehvide fra ca. 2 æg)
- 10 g sukker
Derudover
- 1 sukkertermometer
- 1 sprøjtepose + tyl
- 250 g mørk chokolade til overtræk - jeg bruger Callebauts mørke chokolade
- 20 stk. mini browniestykker af din favorit brownie. Jeg havde rester af den her brownie, som jeg brugte
Sådan laver du flødeboller med midte af brownie:
Sprøde kiksebunde:
Slå ægget ud i en skål og pisk det sammen med en gaffel. Kom 20 g æg og resten af ingredienserne i en skål. Rør det kort sammen med en K-spade i en røremaskine eller med hænderne. Jeg synes, at det er nemmeste at bruge min røremaskine. Dejen skal kun lige samles, og må ikke æltes for meget - så får du seje kiksebunde fremfor sprøde. Saml dejen til en kugle og dæk den i husholdningsfilm. Læg dejen på køl i 20 minutter før, at den rulles ud. Drys bordet med meget lidt(!) mel. Rul dejen ud til en tykkelse på 3 mm og tryk bunde ud med en diameter på 5 cm. Jeg bruger en udstikker fra mit udstikkersæt - du kan bruge en stor eller lille udstikker, det bestemmer du afhængigt af, hvor store du ønsker dine flødeboller. Kom bundene på en bageplade med bagepapir. Fortsæt med at rulle dejen ud og stikke bunde ud til alt dejen er brugt. Bag bundene ved 170 grader over/under varme i 10-12 minutter. Afkøl på en rist.
Flødebolleskum:
Kom 125 g hvidt sukker, vand og glukosesirup i en helt ren gryde! Kom gryden på komfuret og tænd ved høj varme. Lad sukkerlagen koge op og skru så ned til middelvarme. Sukkerlagen skal være 117 grader - brug et sukkertermometer til at tjekke den rigtige temperatur. Mens sukkerlagen koges, så kommes æggehvider og 10 g sukker i en røreskål og piskes i 1-2 minutter indtil, at de bliver lyse og luftige. Når sukkerlagen er 117 grader, så hældes den forsigtigt i æggemassen, mens der samtidig piskes ved lav hastighed. Når det hele er hældt i, så skrues røremaskinen op på medium/høj hastighed, og skummet piskes i 7 minutter til det er helt stift og fast. Kom en tyl i bunden af en sprøjtepose. Kom flødebolleskummet i, og sprøjt det oven på bundene. Nu skal brownien ind i midten af flødebollen. Jeg havde rester af den her brownie liggende i fryseren. Med en 14 mm tyl kunne jeg stikke små stykker ud af brownien. Kom et stykke brownie på en pind, fx et grillspyd og før brownien ned i midten af skummet. Brug et anden grillspyd til at løsne brownien med, så den bliver nede i flødebollen. Kom en smule flødebolleskum på toppen, så brownien bliver lukket inde. Lad flødebollerne hvile ved stuetemperatur, mens du temperer chokoladen. Dyp flødebollerne i chokoladen. Opbevar dem på køl, hvis de ikke alle forsvinder med det samme.
Mine bedste tip til at få succes med dine flødeboller:
Pisk skummet godt og længe: Dit flødebolleskum skal være helt fast og sejt for, at det kan hænge på din flødebollebund og ikke falde sammen. Jeg pisker skummet på min Kenwood Chef Sense XL røremaskine.
Brug glukosesirup: Du skal bruge både sukker og glukosesirup, når du koger din sukkerlage. Glukosesiruppen forhindrer, at dit flødebolleskum krystalliserer.
Hæld siruppen i forsigtigt: Jeg hælder min sukkerlage i, så det ikke rører piskeriset - på den måde undgår jeg, at sukkerlagen bliver slynget op på kanten af røreskålen, hvor det stivner. Jeg pisker ved helt lav hastighed, mens jeg hælder sukkerlagen i. Når det hele er kommet i, så skruer jeg op på højeste hastighed og pisker flødebolleskummet færdigt.
Brug en sprøjtepose med tyl: Det giver det absolut flotteste resultat, hvis du bruger en god engangssprøjtepose og en tyl med en 18-20 mm åbning. Sørg for at holde tyllen lige på ned mod bunden. Lav et konstant pres til flødebolleskummet næsten dækker hele bunden og løft så sprøjteposen opad, mens du forsat holder et konstant, forsigtigt pres. Så får du flotte og ens flødeboller.
Dæk hele flødebollen i chokolade: Det er vigtigt, at alt flødebolleskummet er dækket med chokolade, eller vil flødebolleskummet vandrer ud af flødebollen. Når flødebolleskummet er adgang til ilt, så vokser skummet - præcis som når du pisker flødebolleskummet. Under piskning tilføjes ilt, og det får flødebolleskummet til at hæve op. Den proces vil fortsætte, hvis alt skummet ikke bliver dækket med chokolade.
Indlægget indeholder affiliatelinks