Når man ikke kan vælge… Jeg elsker en god, hjemmebagt gulerodskage med cheesefrosting ligeså højt som jeg elsker en svampet og sød kanelsnurrer. Men hvorfor vælge? Da weekenden gav mig tid til at bage, var jeg nødt til at prøve at kombinere de to kager; gulerodskage og kanelsnurrer. Da Ellinor er så interesseret i at spise og smage det, som vi spiser, så valgte jeg at bage dem uden raffineret sukker. Det kan heldigvis ikke smages – de smager præcis lige så godt, syndigt og sødt, som en snurre skal smage. Jeg har filmet, hvordan du snor snurrerne, så du også kan få et fint og meget lækkert resultat. Gulerodskage-snurrerne smagte så godt, at de lynhurtigt forsvandt, så jeg ved godt, hvad jeg skal bage i weekenden…
12-14 stk.
Det skal du bruge:
Dej
- 150 g mælk
- 15 g gær
- 2 æg (1 i dejen og 1 til pensling)
- 300 g hvedemel
- 3 g havsalt
- 40 g smør
Gulerodskage-dadelfyld
- 7 bløde dadler uden sten
- 1 spsk. stødt kanel
- 1 tsk. stødt kardemomme - jeg bruger de her hele kardemommefrø, jeg morter, da det giver så meget mere smag (reklamelink)
- 20 g smør
- 2-3 spsk. kogende vand
- 1 nip salt
- 1-2 revet gulerødder
- 25 g fint hakkede nødder eller mandler
Sådan bager du svampede gulerodskage-snurrer uden raffineret sukker:
Kom mælken i en gryde og lun den til fingervarm. Opløs gæren heri. Tilsæt 1 æg, hvedemel og salt, og ælt dejen til den har samlet sig. Kom det bløde smør ved og ælt dejen godt til den er glat, smidig og nemt slipper bordet eller skålens kanter. Dæk skålen med husholdningsfilm først og derefter et viskestykke, og lad dejen hæve i 1-1,5 time, til den har fordoblet sin størrelse.
Mens dejen hæver, laves fyldet. Skær dadlerne i mindre stykker. Kom dem i en skål eller minihakker og kom kogende vand ved. Tilsæt krydderier, smør og salt og blend til massen er homogen. Vend revet gulerod og hakkede nødder i.
Drys bordet med mel og vend dejen ud. Rul dejen ud til et rektangel på ca. 3 mm tykkelse. Smør dejen med dadel/gulerodsfyldet og fold dejen indover sig selv, så der er tre lag. Du kan se her, hvordan du folder dejen til en snurre. Rul endnu engang dejen ud til en rektangel til den er ca. 3-5 mm tyk. Skær dejen i 12-14 strimler og sno snurrerne. Du kan se hvordan du former en snurrer i videoen nedenfor. Sæt gulerodskagesnurrerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Lad snurrerne efterhæve mens ovnen bliver helt varm. Pisk et æg sammen og pensl snurrerne. Bag gulerodskage-snurrerne i 10-12 minutter. Hvis du ønsker samme mørke afbagning som på billedet, skal du give dem 12 minutter. Hvis du ønsker dem lysere skal du gå efter 10 minutters bagning. Afkøl snurrerne på en rist og nyd.
Man kan ikke lave en rigtig bløddej uden sukker. Det handler ikke bare om smagen men også konsistensen. Du kan måske lave en dej, der er 50-60% rigtigt, men lad være med at bilde folk ind, at der ikke er forskel. Det er simpelthen fagligt forkert.
Hej Stig
Tak for din besked - og dit faglige input.
Jeg synes ikke, jeg skriver "bløddej" nogle steder, eller at jeg forsøger at bilde nogle ind, at de er ved at lave en bløddej uden sukker? Ret mig gerne, hvis jeg tager fejl.
Opskriften kan man bruge, hvis man har lyst - men der er ingen tvang 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Haps! Mega lækre snurrer! Super nem opskrift, lige til at gå til og dejligt at der ikke er sååå meget hævetid igen (nogle gange er det jo 2 x 1 time for gærbagværk) Dejligt der kun var én lang hævetid.
Det er også lækkert at de er søde, men ikke lige så sukkersøde som hvis fyldet var med almindeligt sukker, klart en opskrift der skal bruges igen 😍
Kan man bruge andet end dadler, tror du? 🙂
Jeg har lige netop lavet disse i fredags, og da det er æblesæson erstattede jeg blot gulerødderne med æble. MUMS altså de blev gode - så det er en anbefaling herfra 🙂
De ser så lækre ud - de kommer også på min bageliste for ugen 🙌 Men Kan man blot undlade nødder, eller skal det erstattes af noget andet?
Hej Mette
Du kan blot undlade nødder - eller komme lidt solsikkekerner i for lidt knas 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hvis jeg fryser dem når de er færdige, linden de bages, hvordan skal jeg så gøre når de skal tøes op?
Hej Kim
Hvis du gerne vil fryse dem rå, så skal du lade dem efterhæve lidt kortere tid og fryse dem herefter. Aftenen før, at du skal bage dem, så kommer du dem i køleskabet på en plade, hvor de kan få lov til at tø op. 30 minutter før bagning lader du dem efterhæve færdig ved stuetemperatur før, at du bager dem 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Jeg tror ikke jeg kan lave snurreren - Tror du man kan lave dem som almindelige snegle?
Ja, det kan du sagtens 🙂
Tror du de kan bages med fint speltmel eller ølandshvede uden at blive alt for bastante?
Hej Sabina.
Ja, du kan sagtens erstatte hvedemelet med fin ølandshvedemel.
Hvis du gerne vil bage gulerodskage-snurrerne med fint speltmel, så vil jeg anbefale dig at følge opskriften på dejen fra den her opskrift 🙂
https://www.cathrinebrandt.dk/snurrer-med-spelt-og-tomatpesto/
God bagelyst!
Cathrine
[…] videre… Der er i forvejen et par opskrifter på forskellige snurrer herinde på bloggen. Både af den søde og den ”salte” slags. Jeg har ofte bagt de her snurrer med birkes, når jeg havde lyst til lidt […]
Kan man godt lave dejen om aftenen og lade den hæve natten over? 🙂
Hej Julie.
Ja, det kan du sagtens. Brug 5 gram gær og stil dejen til hævning i køleskabet natten over. Når du har formet dem, så lader du dem efterhæve 1 time på køkkenbordet med et klæde over inden, at du bager dem.
Du kan også lave dem helt færdige, og så fryse dem inden, at du bager dem.
God bagelyst,
Cathrine
Rigtig god kombination - den havde jeg ikke lige tænkt på 🙂
Tak. Snurrerne smager i hvert fald rigtigt dejligt. De er ret hyggelige at lave, og så kan børnene nemt tages med i køkkenet og bage også 🙂
God weekend,
Cathrine
Kan man udlade nødderne?
Hej Julie.
Ja, det kan du sagtens! De vil smage skønt alligevel.
God bagelyst,
Cathrine