Hjemmebagte grove pitabrød

6

Så er hverdagen begyndt. Ellinor er startet i dagpleje, og jeg fatter virkelig ikke, at der pludselig er gået 10 måneder, og at vores barsel sammen er slut. Hverdagen er pludselig blevet en anden, hvor vi ikke længere har masser af tid sammen. Dagpleje er fantastisk, men også hårdt, så det er en lidt træt pige, vi har om aftenen. Derfor forsøger jeg nu at tænke i nemme og hurtige løsninger, når aftensmaden skal laves og serveres. Pitabrød er én af de retter, som virkelig er hurtige at lave, og som kan varieres i det uendelige. For at gøre det lidt lækre, så foretrækker jeg det hjemmebagte pitabrød. Det smager så godt og giver en rigtig god mæthed. Pitabrødene er også fantastiske i madpakken, og så er de yderst fryseegnet. Jeg bager altid en stor portion og fryser dem ned. Så skal de bare lunes inden servering. Nem, hurtig og sund aftensmad, der kan laves i et snuptag.

8 stk.
Det skal du bruge:

  • 300 g vand
  • 25 g gær
  • 50 g rugmel
  • 100 g groft speltmel, ølandshvede eller grahamsmel
  • 300g hvedemel
  • 5 g salt

Sådan bager du grove og luftige pitabrød:
Rør gær ud i vandet. Tilsæt mel og salt og ælt dejen til den er homogen og slipper bordet nemt. Lad dejen hæve tildækket i 15 minutter på køkkenbordet. Beklæd to bageplader med bagepapir.  Del dejen i 8 lige store stykker (ca. 95 g). Rul hver portion til en bolle. Drys mel på bordet og rul hver kugle til et fladt pitabrød med en kagerulle. Pitabrødene skal ca. være 2 cm tykke. Kom pitabrødene på bagepapiret og lad dem efterhæve tildækket i 60 minutter. Tænd ovnen på 250 grader over/under varme og bag pitabrødene i ca. 10 minutter til de er let gyldne. Bag én plade af gangen.

Tip: Pitabrødene kan sagtens fryses og lunes inden servering.

Har du lyst til inspiration til, hvad du kan komme i dit pitabrød?

Hjemmebagte_grove_pitabroed_2Hjemmebagte_grove_pitabroed_1

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!
Kommentarer
  1. Line

    Min søster og jeg prøvede din opskrift, men brødene var ikke ‘hule’. Vi rullede dem godt nok fladere end 2 cm, da vi ellers ikke syntes, at de fik en diameter, der var stor nok. Kan det være grunden?

    Mvh. Line

  2. Hej Line.

    Det betyder ikke så meget, hvor flade I ruller dem 🙂 Det er derimod vigtigt, at dejen bliver æltet godt, så den har et stærkt glutennet, da det er det, der skal holde på luften inde i brødet.

    Du kan læse lidt om glutenprøve og glutennet her: https://www.cathrinebrandt.dk/glutenprove-af-dej/

    Derudover skal pitabrødene have lov til at hæve så længe, så de begynder at løfte sig, og dermed skaber et lufthul i midten.
    I kan eventuelt prøve at bage dem på ren hvedemel – så er det nemmere at ælte dem, og skabe et hul i midten under hævningen.

    Jeg håber, at jeres hjemmebagte pitabrød smagte godt, selvom der ikke var hul i midten.

    Rigtig god weekend.
    Cathrine

    1. Hej Christine.

      Jeg har ikke prøvet at koldhæve den, men det tænker jeg umiddelbart godt kan fungere. Brug 5 g gær og lad dejen hæve ved stuetemperatur i ca. 1-2 timer før, at du kommer den i køleskabet. Dagen efter kan du rulle pitabrødene ud og lade dem efterhæve.

      Lad mig endelig vide, hvordan resultatet bliver.
      God dag, Cathrine

  3. Glennie Johansen

    Så fik jeg også prøvet denne opskrift. Sidste gang jeg forsøgte mig med pitabrød (ikke denne opskrift), blev det til burgerboller.
    De her blev helt perfekte 🤗 Jeg puttede dog lige en spsk. honning i og så bagte jeg dem i 10 min. v/260°. Hele familien elskede dem, og de blev meget runde og hule 😋

    Tak for en mega lækker og udførlig opskrift. Nu har jeg fundet min pitabrødsopskrift 😉

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

INSTAGRAM

ANNONCE

SENESTE

Kenwood Chef Sense XL
12. november 2018
Smørrebrød med hytteost og dukkah
31. oktober 2018
Surdejsbrød med friskmalet ølandshvede
27. oktober 2018
Koldhævede surdejsboller med TIPO 00
24. oktober 2018
Bjørneboller – den bedste fødselsdagsbolle
16. oktober 2018