Hjemmebagte varme hveder

9

Varme hveder. En hyggelig tradition, som jeg virkelig gerne vil indføre i vores lille familie. Og jeg ved, at I er mange, mange flere, der også nyder en lun, ristet hvede aftenen før Store Bededag eller om morgenen på Store Bededag.

Min opskrift på varme hveder er lavet med stenkværnet, økologisk hvedemel. Det er en fintsigtet hvedemel, men som indeholder flere fibre, vitaminer og mineraler end “almindelig” hvid hvedemel. Og så smager det bare så meget bedre. Jeg elsker at kunne smage kornet i mit bagværk, og varme hveder synes jeg i særdeleshed gerne må smage af noget! Der er selvfølgelig også en god mængde kardemomme i. Du kan bruge stødt kardemomme, hvis det er det, du har på lager. Jeg elsker at bruge kardemommekerner, som jeg knuser i min morter. Det giver en aromatisk, mild og skøn smag af kardemomme, som slet ikke er sammenlignelig med stødt kardemomme.

Jeg har forsøgt at ramme en hævetid på hvederne, der passer nogenlunde med, at man kan have friskbagte varme hveder ved en 19-20 tiden om aftenen. Hvis dejen æltes sammen, når man kommer hjem fra arbejde, så skal dejen hæve 2 timer + formning af bollerne og bagetid, og så er der helt friskbagte varme hveder.

TIP til kortere hævetid eller lang koldhævning: Hvis du ønsker at forkorte hævetiden, så øger du gærmængden til 30 gram, og så kan du nøjes med at lade din dej hæve 45 time først og derefter efterhæve 45 time inden bagning. Hvis du gerne vil koldhæve dejen, så du kan bage hveder i morgen, så kan du bruge 5 gram gær. Ælt dejen sammen, kom den i en tætlukket skål og lad dejen hæve 30 minutter ved stuetemperatur inden, at du kommer den i køleskabet natten over. Dagen efter deler du dejen, former hvederne, kommer dem i en form og lader dem vågne/efterhæve i 60 minutter tildækket ved stuetemperatur. Bag hvederne og nyd.

12 stk.
Det skal du bruge:

  • 300 g koldt mælk*
  • 18 g gær
  • 30 g sukker
  • 1 æg
  • 500 g stenformalet hvedemel eller almindelig hvedemel. Hvis du bruger almindelig hvedemel, kan du komme 25 g mere i, da det ikke suger samme mængde væske grundet færre kostfibre
  • 4 g kardemomme
  • 8 g salt
  • 60 g blødt smør

Sådan bager du de bedste varme hveder med masser af smag:
Kom kold mælk, gær og sukker i en skål og rør det sammen til gæren er opløst. Kom ægget i og rør det sammen med gærblandingen. Tilsæt mel, kardemomme og salt og ælt dejen til den er samlet. Jeg ælter dejen på min røremaskine i 2 minutter på hastighed 1 og derefter 2 minutter på hastighed 2. Kom det bløde smør i og ælt dejen i 4 minutter ved hastighed 2 og 2 minutter på hastighed 4. Nu skal dejen gerne være samlet, glat, skinnende og have sluppet skålens kanter helt. Ellers skal dejen æltes lidt længere. Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i 60 minutter. Dæk med husholdningsfilm først og derefter et viskestykke.

Vend dejen ud på et let meldrysset bord. Del dejen i 12 portioner af ca. 80 g stykket. Form hver dejklump til en bolle og kom dem i bageform beklædt med bagepapir. Jeg bager i den her form. Du kan også bage dem på en almindelig bageplade fra ovnen. Stil hvederne med en afstand på 1-1,5 cm, så de vokser sammen under hævning og bagning. Dæk hvederne med husholdningsfilm og et klæde og lad dem efterhæve i 45-60 minutter til de er næsten fordoblet i størrelse. Tænd ovnen på 220 grader over/under varme og bag dem i 12-15 minutter til de er gyldne. Afkøl på en rist. Skær dem over og rist hvederne i ovnen inden servering.

*Mælken skal være kold, da den lange æltetid på maskine varmer dejen op. Hvis mælken er lun, så kan du risikere, at din dej bliver form varm, og gæren derfor bliver svækket eller slået helt ihjel. Det giver flade og kompakte boller, eller en dej, der overhovedet ikke hæver. Hvis du ælter dejen i hånden, og ikke har tid eller lyst til at ælte dejen længe, så dejens temperatur stiger, så kan du med fordel lune mælken en smule, da det aktiverer gæren og starter hævningen.

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!
Kommentarer
  1. Signe

    Hej Cathrine.
    Jeg kan desværre ikke se hvor i opskriften jeg skal putte de 60g smør i? Kan du hjælpe mig her? 🙂

  2. Signe

    Hej Cathrine.
    Jeg kan desværre ikke se hvor i opskriften jeg skal putte de 60g smør i? Kan du hjælpe mig her? 🙂

  3. Sabrina

    De var bare SÅ gode! Min kæreste som om dagen sagde “næh, jeg er ligeglad med varme hveder…” endte med at spise 4,5 af dem 😂

  4. Louise

    De bedste hveder! Herhjemme bliver de bagt som “krydderboller” så man også kan tillade sig at bage dem på andre tidspunkter end omkring Store Bededag 😉

    1. Louise

      Det er jo det, det er 😉 og ja de er helt perfekte her til efteråret. Og sådan en god gærbolle er også lækker til afveklsling af surdejsboller. Tusind tak for en skøn opskrift!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Jeg er mad-fan, bagenørd, øko-glad og mor til Ellinor. Her deler jeg begejstret mine opskrifter på alt den mad, der gør mig glad i hverdagen. Du finder også viden om ernæring, rejseguides, DIY og en masse om børn, spisevaner og kræsenhed, som er dét som mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

INSTAGRAM

SENESTE

Surdejsbrød med sesamfrø
17. august 2018
Karamel brownie med cremefraiche-creme og blåbær
29. juni 2018
Cheesecake med bagte rabarber og havrekikse-bund
13. juni 2018
Blødt rugbrød uden kerner – Barnets første brød
29. maj 2018
Koldhævede bløde gærboller
24. maj 2018