Overnight Oats – 5 forskellige variationer

15

Kører du nogle gange lidt træt i din sædvanlige morgenmad? Jeg forsøger at være god til at variere min morgenmad, men helt ærligt, så spiser jeg som oftest yoghurt med hjemmelavet granola og frugt. Det smager godt, er nemt og hurtigt at lave og det holder mig mæt og tilpas længe. Men jeg elsker også, når min morgenmad består af andre ting. I weekenden spiser vi gerne hjemmebagte boller. Når jeg har møder eller en travl uge, så sørger jeg gerne for at have forberedt noget morgenmad, jeg kan tage med mig. Overnight Oats er den perfekte to-go morgenmad. Grøden kan nemt røres sammen om aftenen, og så er den klar til at blive spist eller taget med om morgenen. Overnight Oats eller køleskabsgrød er en morgenmadsfavorit herhjemme hos både Ellinor, min kæreste og jeg. Jeg har samlet fem forskellige variationer af den kolde grød til jer, som alle smager fantastisk. Smagskombinationerne er lavet ud fra fem ting, som jeg virkelig godt kan lide: cheesecake, peanutbutter, gulerodskage, bounty og bananasplit. Gør dig selv den tjeneste at smage alle fem slags – de er alle ret uimodståelige.

Opskriften tager udgangspunkt i en basisopskrift, der passer til et 160 ml Weck-glas, og så tilføjes de forskellige smagsgivere. Jeg er så glad for mine Weck-glas – de bliver brugt til så mange ting herhjemme. Marmelader, morgenmad, desserter osv. Glassene er smarte, da de har et låg, der holder tæt, og derfor kan morgenmaden eller desserten sagtens tages med på farten. Jeg spiser 1-2 stk. til morgenmad. Køleskabsgrøden kan holde sig 2-3 dage på køl.

Basis opskrift:

  • 20 g havregryn
  • ½ tsk. chiafrø
  • 35 g naturel yoghurt (skyr, ymer, tykmælk eller andet surmælksprodukt kan også bruges)
  • 30 g mælk
  • 1 knivspids vaniljepulver
  • 1 knivspids salt
Variant Ingredienser
Cheesecake med hindbær 20 g hindbær
1 tsk. honning
½ tsk. citronskal
1 spsk. cremefraiche eller flødeost (kan udelades)
Banan-Choko ½ banan
1-2 tsk. kakaonibs (jeg bruger de her kakaonibs)
Gulerodskage 10 g hakkede mandler eller nødder
¼ tsk. kanel
1 lille gulerod, skrællet og revet
1 spsk. cremefraiche eller flødeost (kan udelades)
Bounty 1 tsk. kakaopulver
2 tsk. kokosflager
Peanutbutter-Choko 1 tsk. peanutbutter
1 tsk. kakaopulver (jeg elsker Valrhona kakaopulver, 100 % kakao og ingen tilsat sukker – den giver den bedste smag)


Sådan laver du sund og mættende overnight oats:
Rør alle ingredienserne sammen. Kom grøden i en skål, dæk den til og kom den i køleskabet natten over eller minimum 3-4 timer.

Indlægget indeholder affiliatelinks.

overnightoats_tekstovernight_oats_4overnightoats_11

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!
Kommentarer
    1. Hej Maja.

      Jeg har ikke udregnet kalorieindholdet på overnight oats.
      Du kan relativt nemt lave en udregning ud fra næringsdeklarationen på de enkelte produkter 🙂

      Mvh. Cathrie

    1. Hej Rikke.

      Jeg beklager det sene svar. Jeg har lagt et direkte link ind i opskriften til den hjemmeside, hvor jeg køber mine Weck glas. De er virkelig uundværlige i mit køkken. Jeg bruger dem til marmelader, pestoer, surdej, morgenmad og desserter. Så nemt og smart.

  1. Tina

    Det ser lækkert ud og skal helt klart prøves! Kan du lave en ca beregning hvad g svarer til i dl ift mælk 🙂

    1. Hej Tina.

      Ja, det vil jeg gerne prøve at gøre næste gang, at jeg laver det 🙂

      Ellers laver jeg det også på “slump”. 2-3 spsk. yoghurt, 2-3 spsk. mælk og 2-3 spsk. havregryn og 1 tsk. chiafrø. Det fungerer også helt perfekt.

    1. Jeg har ikke forsøgt, men jeg tænker umiddelbart, at det vil smage ret kedeligt. Surmælksproduktet giver både smag og konsistens til grøden 🙂

      Hvis du forsøger med vand, så lad mig endelig vide, hvordan resultatet bliver.

Leave a Reply

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Jeg er mad-fan, bagenørd, øko-glad og mor til Ellinor. Her deler jeg begejstret mine opskrifter på alt den mad, der gør mig glad i hverdagen. Du finder også viden om ernæring, rejseguides, DIY og en masse om børn, spisevaner og kræsenhed, som er dét som mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

SENESTE

Triple Chocolate Chip Cookies – Cookies med hvid, lys og mørk chokolade
16. august 2017
Kold morgengrød med perlebyg, hytteost og rabarberkompot
10. august 2017
Flødeboller fyldte med jordbær og chokoladefrosting
6. august 2017
Pastasalat med peberrodscreme og sommergrøntsager
3. august 2017
Valnøddebrød – luftigt surdejsbrød med valnødder
29. juli 2017

FACEBOOK