Overnight oats – tre favoritter

11

Overnight oats er den nemmeste morgenmad! Jeg elsker at stå op om morgenen og vide, at der venter mig en lækker portion morgenmad. Overnight oats er en af mine favoritter. Jeg er vild med, hvordan det kan varieres i det uendelige. Og så er det supernemt at lave og en sund morgenmad.

I er så mange, der flittigt bruger opskrifterne på overnight oats herinde – der ligger nemlig allerede et par stykker. Overnight oats med appelsinsaft og ingefær og så opskriften, hvor jeg har samlet fem forskellige variantioner af overnight oats, der alle er så lækker. Men derfor er der stadig plads til endnu flere opskrifter på overnight oats – eller køleskabsgrød, som jeg også flittigt kalder det.

Denne gang får du opskriften på mine tre favorit kombinationer i øjeblikket. Sommerlig og frisk hindbær, sød og cremet kokos og kakaonibs og uimodståelig choko-orange. Jeg kan ikke vælge hvilken, jeg bedst kan lide…

Det skal du bruge:
Hindbær

  • 50 g hindbær
  • 200 g naturel yoghurt, skyr eller tykmælk
  • 15 g chiafrø (jeg bruger de her chiafrø)
  • 5 mandler
  • 1 knivspids vanilje
  • 1 tsk. honning
  • 1 dadel
  • 1 tsk. citronsaft
  • 20 g havregryn

Choko-orange

  • 250 g naturel yoghurt, skyr eller tykmælk
  • 15 g chiafrø (jeg bruger de her chiafrø)
  • 1 spsk. kakaopulver (brug gerne en af god kvalitet uden tilsat sukker – jeg bruger Valrhona 100% kakaopulver)
  • 1 tsk. honning
  • 1-2 spsk. appelsinsaft
  • 1 tsk. appelsinskal, fintrevet
  • 1 dadel
  • 5 mandler
  • 1 knivspids vaniljepulver
  • 20 g havregryn
  • 1-2 tsk. kakaonibs (jeg bruger de her kakaonibs)

Kokos-kakaonibs

  • 250 g naturel yoghurt, skyr eller tykmælk
  • 15 g chiafrø (jeg bruger de her chiafrø)
  • 2 spsk. ristet kokosflager eller kokosmel
  • 1 dadel
  • 5 mandler
  • 1 knivspids vaniljepulver
  • 20 g havregryn
  • 1-2 tsk. kakaonibs (jeg bruger de her kakaonibs)

Sådan laver du overnight oats:
Hindbær: Kom alle ingredienserne (undtagen havregryn) i en blender og blend til det er cremet og homogent. Rør havregryn i og kom din overnight oats i en bøtte og stil på køl i mindst et par timer eller natten over.

Choko-orange: Kom alle ingredienserne (undtagen havregryn og kakaonibs) i en blender og blend til det er cremet og homogent. Rør havregryn og kakaonibs i og kom din overnight oats i en bøtte og stil på køl i mindst et par timer eller natten over.

Kokos-kakaonibs: Kom alle ingredienserne (undtagen havregryn og kakaonibs) i en blender og blend til det er cremet og homogent. Rør havregryn og kakaonibs i og kom din overnight oats i en bøtte og stil på køl i mindst et par timer eller natten over.

Note: Jeg opbevarer min overnight oats i de her små Weck glas. De er perfekte til formålet, da låget slutter tæt, og derfor nemt kan tages med på farten. 1-2 glas er en passende morgenmad for mig.

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!
Kommentarer
    1. Hej Anne.

      Ja, det er 160 ml. Jeg har lagt et direkte link til, hvor jeg har købt mine glas, hvis du har svært ved at finde dem 🙂

      Hav en dejlig dag,
      Cathrine

  1. Anne F

    Tak, jeg blev bare i tvivl, fordi glassene ser så store ud på dine billeder :oD Glæder mig til at smage alle varianterne af den lækre morgenmad.

  2. Lotte

    Hvor mange glas bruger du pr portion? Tænker hvor meget glassene skal fyldes, når chia jo vokser 😐 🙂 ?

    1. Hej Lotte.

      Jeg blander altid grøden i en lille skål, da jeg ellers synes, at det kan være svært at undgå at “gratte” glassene for meget til. Når grøden er rørt sammen, så fordeler jeg det i glassene.

      Så jeg ved desværre ikke helt, hvor mange glas, jeg bruger til en portion. Men omkring 6 stk er mit bedste bud 🙂

  3. Camilla

    Hej Christine.
    Har prøvet at lave disse. Smagen er fin. Meeen chiafrøene bliver slet ikke “opløst”,hvorfor?
    Og skal det laves i glas? Kan man ikke bare i en bøtte, eller er der så for meget loft til det ikke bliver ordenligt?

  4. Hej Camilla.

    Nej, chiafrø bliver ikke opløst. Jeg foretrækker at blende min chiagrød, da chiafrøene på den måde bliver mindre og køleskabsgrøden mere cremet i konsistensen.

    Jeg rører min overnight oats sammen i en skål. Nogle gange anretter jeg grøden i glas – både for finhed- og hyggens skyld. Andre gange lader jeg bare grøden være i skålen, jeg har rørt den sammen i, og tager en portion derfra om morgenen.

    Det er ikke afgørende hvilken beholder, du rører grøden sammen i 🙂

Leave a Reply

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Jeg er mad-fan, bagenørd, øko-glad og mor til Ellinor. Her deler jeg begejstret mine opskrifter på alt den mad, der gør mig glad i hverdagen. Du finder også viden om ernæring, rejseguides, DIY og en masse om børn, spisevaner og kræsenhed, som er dét som mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

SENESTE

Hjemmebagt hvidløgsflutes – opskrift på det bedste hvidløgsbrød
23. september 2017
Derfor spiser Ellinor selv – Gentagne Eksponeringer. Sådan gør vi. Del 2
19. september 2017
Koldhævede bamseboller
16. september 2017
Havregrøds-klatkager med gulerod – en sund pandekage
12. september 2017
Kernegode surdejsboller + lidt om vores hjemmefødsel
9. september 2017

FACEBOOK