Kold grød er en morgenmads-genganger hos mig. Jeg synes, at det er så dejligt nemt at lave en portion køleskabsgrød, så der er sund, nem og mættende morgenmad til et par dage. I har allerede fået opskriften på mange af mine favoritter. Ofte er det overnight oats, jeg laver. Gryn, der er vendt sammen med et mælkeprodukt, og tilsat den smagsgiver, jeg er begejstret for i øjeblikket; hindbær, chokolade, appelsinsaft eller noget helt fjerde. Opskrifterne på mine mange forskellige overnight oats og køleskabsgrød finde du her, her, her og her.
Men nu er der altså kommet en ny favorit! En kold grød med kogte perlebyg og hytteost. Lyder det lidt specielt? Jeg lover dig, at det smager fantastisk. Denne her køleskabsgrød har en helt anden konsistens end de andre overnight oats, du finder opskriften på herinde. Meget mere at tygge på og så mætter den helt fantastisk! Hytteosten gør, at grøden ikke bliver for kompakt, men giver den en lethed og dejlig smag. Sammen med en (supernem) og let-syrlig rabarberkompot, så er det et helt fantastisk morgenmåltid, lækker og let eftermiddagsmad eller en sund dessert. Lov mig at prøve den her kolde morgengrød - den smager så, så godt!
3-4 portioner
Det skal du bruge:
- 2 dl kogte perlebyg
- 200 g naturel yoghurt (skyr, ymer, tykmælk eller andet surmælksprodukt kan også bruges)
- 2 dadler
- 1 spsk. mandelsmør (kan udelades)
- 1 knsp. vaniljepulver
- 75 g hytteost
Rabarberkompot:
- 200 g rabarber
- 1-2 spsk. vand
- 75 g rørsukker (smag til og kom mere sukker i, hvis du ønsker kompotten sødere)
- ½ tsk. vaniljepulver eller ½ vaniljestang
Sådan laver du en køleskabsgrød med perlebyg:
Kog perlebyggen i rigeligt, letsaltet vand efter posens anvisning. Si perlebyggen for vand og lad dem køle helt af. Blend yoghurten med dadlerne (eller skær dadlerne i helt små stykker og vend dem i yoghurten). Rør perlebyg, dadel-yoghurt, hytteost, mandelsmør og vaniljepulver sammen og stil det på køl i mindst et par timer og gerne natten over.
Rabarberkompot: Skær rabarberne i mindre stykker. Kom alle ingredienserne i en gryde og lad det simre i 10-15 minutter til rabarberne er kogt ud. Smag til og opbevar rabarberkompotten i en lufttæt beholder på køl. Den kan holde sig små 2 uger.
Om morgenen kommer du den kolde morgengrød i en skål, topper med 1-2 spsk. med rabarberkompot og evt. hakkede mandler eller frisk frugt.
Hej 🙂
Hvor lang er holdbarheden på køl?
Hej 🙂 er det 2 dl kogt eller ukogt perlebyg der er den rette mængde i opskriften?
Hej Katrine
Det er 2 dl kogte perlebyg. Godt spørgsmål 🙂 Jeg har netop tilføjet det til opskriften, tak.
God fornøjelse 🙂
Cathrine