Morgenmad, der nemt kan tages med, når tiden er presset om morgenen – det er altså virkelig smart og praktisk. Jeg har ofte en portion chiagrød, køleskabsgrød eller en hjemmebagt grov bolle med mig, når jeg ikke lige når morgenmaden. For morgenmad skal jeg have. Jeg fungerer først rigtigt om morgenen, når jeg har fået noget at spise. Men lige nu er det ikke grød, der hitter mest om morgenen, men derimod crumble. Mine svigerforældre har netop købt et hus, hvor der i haven er det største blommetræ, så derfor har jeg køleskabet fyldt med blommer. Sammen med et sprødt lag crumble med masser af kostfibre, der kan holde mig mæt længe, så er det en perfekt og velsmagende morgenmad. Du kan selvfølgelig også lave morgenmadscrumble et i fad, hvis du ikke har brug for at kunne tage morgenmaden med dig på farten. Spis crumblen som den er, eller kom lidt yoghurt og kakaonibs på toppen.
Det skal du bruge:
- 10-12 blommer
- 15 g smør
- 50g havregryn (glutenfri, hvis crumblen skal være glutenfri)
- 1 banan
- 50 g blandede kerner og frø – jeg brugte hørfrø, solsikkekerner og græskarkerner
- 20 g mandler og nødder
- ½ tsk. vaniljepulver
Sådan laver du en sund to-go morgenmad:
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Skær blommerne i mundrette stykker og fordel dem i fem glas (mine glas er 160 ml Weck-glas, og de er perfekte, da de gerne må komme i ovnen - jeg køber mine Weck glas her) eller kom dem i et fad. Bland de resterende ingredienser sammen i en skål og mos det sammen til en homogen masse. Fordel den sunde crumbledej oven på blommerne. Bag morgenmadscrumblen i ca. 20 minutter til toppen er gylden og blommer bobler. Stil morgenmaden på køl, hvor de kan holde sig 3-4 dage.
Indlægget indeholder affiliatelink.