Surdejs sesamstykker

Min begejstring for sesamfrø er ikke til at tage fejl af! Jeg er vild med den nødde-agtige og aromatiske smag, de får, når de bliver ristet. En surdejsbolle med masser af sesamfrø er derfor i høj kurs hos mig. Mest fordi at de smager virkelig godt, men også fordi, at de er virkelig nemme at bage.

Det er ikke første gang, at jeg drysser sesam på mit bagværk. Hvis du også er glad for sesam, så vil jeg anbefale dig at prøve de her koldhævede granolaboller og sprøde sirupssnitter.

12 stk.
Det skal du bruge:

Surdej

  • 50 g moden surdej
  • 50 g vand, 29 grader
  • 50 g fint hvedemel

Dej

  • 300 g vand, 29 grader
  • 125 g ung surdej (resten af surdejen gemmer du - det er din fremtidige surdej, som du fodrer videre på)
  • 75 g groft speltmel
  • 50 g stenkværnet hvedemel
  • 375 g finvalset hvedemel
  • 15 g havsalt
  • 110 g vand (tilføjes efter autolyse)
  • 100-150 g sesamfrø

Derudover: En køkkenvægt, en bøtte med tætsluttende låg (jeg bruger denne condibøtte), en dejspatel, et bagestål (reklamelinks), lidt olie til at smøre bøtten med

Sådan gør du:
Fodr din surdej og lad den stå indtil, at den er bageklar. Det tager CIRKA 3-6 timer.

Jeg rører og ælter dejen på min røremaskine. Har du ingen røremaskine, så kan du folde dejen. Følg fremgangsmåden fra den her opskrift. Kom vand, surdej og mel i røreskålen og rør til alt melet er absorberet. Lad det stå tildækket i røreskålen i 45 minutter til autolyse. Kom salt ved og ælt dejen ved lav/medium hastighed indtil at dejen samler sig og bliver glat. Dejen skal være smidig og kunne lave en glutentest, men undlad at ælte dejen alt for stærk, da du så vil få en tæt/sej krumme - og knap så luftig, i din bagte bolle.

Smør en bøtte med olie og kom dejen heri. Virker din dej til at mangle styrke, så giv den et fold eller to henover den første halve times hævning, men det behøver ikke være nødvendigt, når dejen er æltet på røremaskinen. Lad dejen stå ved stuetemperatur i 2-4 timer indtil, at dejen er hævet med 40 %. Kom dejen i køleskabet til dagen efter.

Dagen efter kommes et bagestål eller en bagesten ind miderst i ovnen. Tænd ovnen på højeste temperatur over/under varme. Lad ovnen og bageudstyret varme op i 45-60 minutter. Kog en liter vand. Kom en tom bageplade ind i nederste rille - den skal bruges, når der skal skabes damp i ovnen. Drys halvdelen af sesamfrøene på bordet og vend dejen ud oven på. Drys med de resterende sesamfrø. Hak dejen ud i boller og før dem over på et stykke bagepapir - se hvordan i videoen nedenfor. Kom bollerne ind i på bagestålet og hæld kogende vand i den varme, tomme bageplade. Luk ovnen, så dampen forbliver ind i ovnen. Skru ovnen ned på 230 grader over/under varme og bag dem i 5 minutter med damp. Tag dampen ud og skru ovnen op på 250 grader. Bag bollerne i yderligere 5-8 minutter til godt gyldne. Afkøl på en rist og nyd.


10 comments on “Surdejs sesamstykker”

  1. Hej Cathrine

    Jeg har netop arvet en Kenwood røremaskine, men uden den såkaldte K-spade. Kan jeg lave dejen til disse boller (og andre af dine brød for den sags skyld) med kun dejkrogen?

    Ellers tak for inspiration og altid gode opskrifter.

    Vh Line

  2. Hej Cathrine,
    Har lige bagt dem her til morgen og hold da op hvor er de lækre!!! Helt klart min favorit surdejs opskrift indtil nu - skarpt forfulgt af pizzadejen...
    Tak for dig og dine fantastiske opskrifter og videoer.
    Dbh. Tina

  3. Hej Cathrine
    Jeg har lige bagt dem her til morgen. De er virkelig lækre. Jeg bager bollene af to omgange, da alle ikke kan være på pladen. Jeg synes altid, at bollerne på nr. 2 plade bliver mere klæge og ikke så luftige. Hvad gør jeg forkert? Jeg bruger bagesten. Jeg koger nyt vand til anden omgang og skruer helt op for ovnen igen.
    Tusind tak for dejlige opskrifter og videoer. De har virkelig inspireret mig.
    Mange hilsner
    Inaam

    1. Hej Inaam

      Det skyldes, at din bagesten ikke har den samme varme efter første bagning. Så skal du lade din bagesten varme godt op igen inden, du kommer 2. plade ind. Det er særligt derfor, at jeg er virkelig glad for mit bagestål. Det holder langt bedre på varmen, så både 2. plade boller og 4. pizza også bliver god. Og det tager ikke længe at genvarme, hvis det skulle være nødvendigt 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  4. Hej Cathrine

    Kan jeg lave bollerne på ren hvede, altså erstatte spelt med hvede?

    Mange hilsner
    Katrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
VESTRE LANGGADE 1
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT