Mormors klassiske fastelavnsboller

1

Da jeg spurgte min mormor, om jeg måtte få hendes opskrift på fastelavnsboller svarede hun ”jamen, den har jeg jo bare i hovedet?”. Sådan lyder svaret ofte, når jeg gerne vil have én af mine mormors opskrifter. Verdens bedste fødselsdagsboller er også en opskrift, som hun bare gemmer i hovedet. Netop derfor er jeg så glad for, at jeg husker at få hendes opskrifter, så de ikke går tabt. Tilbage til de hjemmebagte fastelavnsboller… For de smager helt fantastiske. Mormor Bente lærte mig, mens vi skriblede opskriften ned, at rigtige fastelavnsboller (ifølge hende) er med en let og smørfyldt wienerdej, for som hun sagde ”det er jo ikke meningen, at bollen skal være kompakt og et måltid i sig selv, men en blød bolle, der klæder vaniljecremen”. Jeg må give hende ret. Mormors klassiske fastelavnsboller bagt af en wienerdej og fyldt med hjemmekogt vaniljecreme ér altså fantastiske. Jeg har planer om at bage endnu en portion fastelavnsboller i februar, for min kæreste drømmer om, at jeg kommer både nougat og remonce i også – så det er vi nødt til at prøve.

18 stk.
Det skal du bruge:

  • 350-400g hvedemel
  • 250g smør (halvdelen til dejen, den anden halvdel til at fylde inden i dejen)
  • 25g gær
  • 2 spsk. sukker
  • 2 spsk. koldt vand
  • 2 æg (+ 1 til pensling)
  •  1,25 dl mælk
  • ½ tsk. kardemomme

Vaniljecreme:

  • 2 æg
  • 3 spsk. sukker
  • 1 spsk. maizena
  • 2,5 dl mælk (jeg bruger sødmælk)
  • ½ vaniljestang

Sådan bager du mormors wienerbrøds fastelavnsboller med vaniljecreme:
Vaniljecremen koges først, så den kan nå at køle. Del vaniljestangen på langs og skrab vaniljekornene ud. Bland kornene med lidt sukker for at skille vaniljekornene ad. Rør æg, sukker, maizena og vanilje sammen i en gryde. Kom mælken og den tomme vaniljestang i. Varm blandingen op under middelvarme, mens du pisker let. Når cremen koger skal den koges ca. 1-2 minutter, mens du stadig rører, så cremen ikke klumper. Kom cremen i en skål, dæk den med husholdningsfilm direkte ovenpå cremen, så den ikke danner hinde. Lad cremen køle i køleskabet, mens du laver dejen.

Kom gær, vand og sukker i en skål og rør det sammen. Slå æggene ud i og rør dem sammen med gæren. Kom mel og smør i en skål og smuldre det sammen. Tilsæt kardemomme. Lun mælken til den er lillefinger-varm. Bland alle ingredienserne sammen og ælt dejen til den er glat og smidig.

Kom godt med mel på bordet og hæld dejen ud herpå. Rul dejen ud til ca. 30x60cm. Kom tynde skiver af smør på en tredjedel af dejen. Fold dejen så der er tre lag. Bank dejen med kagerullen og rul den herefter til 30x60cm igen. Fold dejen endnu engang så der er tre lag. Bank og rul dejen igen, så dejen igen bliver 30x60cm. Kom et klæde over dejen og lad den hæve 1 time. Skær nu dejen ud i 18 lige store firkanter. Kom en spsk. creme i midten af hver firkant. Fold hver hjørne sammen på hver firkant, så cremen bliver lukket inde i hver fastelavnsbolle. Kom bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad bollerne efterhæve i 30 minutter. Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Pisk et æg sammen og pensel hver fastelavnsbolle. Bag de hjemmelavede fastelavnsboller i 15-20 minutter til de er let gyldne. Lad bollerne køle og pynt dem med chokoladeglasur.

Tip: Fastelavnsbollerne kan sagtens fryses. Du kan enten fryse dem før eller efter bagning. Hvis du fryser dem inden bagning, så skal de tø op 2-3 timer i køleskabet, så de kan efterhæve der, inden du bager dem. Hvis fastelavnsbollen er bagt, så skal den bare lunes i ovnen, og du kan lune den direkte fra frost.

fastelavnsboller-2Fastelavnsboller_8 Fastelavnsboller_9 Fastelavnsboller_12 Fastelavnsboller_13

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!
Kommentar

Leave a Reply

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Jeg er mad-fan, bagenørd, øko-glad og mor til Ellinor. Her deler jeg begejstret mine opskrifter på alt den mad, der gør mig glad i hverdagen. Du finder også viden om ernæring, rejseguides, DIY og en masse om børn, spisevaner og kræsenhed, som er dét som mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

SENESTE

Hjemmebagt hvidløgsflutes – opskrift på det bedste hvidløgsbrød
23. september 2017
Derfor spiser Ellinor selv – Gentagne Eksponeringer. Sådan gør vi. Del 2
19. september 2017
Koldhævede bamseboller
16. september 2017
Havregrøds-klatkager med gulerod – en sund pandekage
12. september 2017
Kernegode surdejsboller + lidt om vores hjemmefødsel
9. september 2017

FACEBOOK