Den søde juletid bringer masser af hjemmebagte småkager med sig - og jeg stornyder det! Jeg har efterhånden mange favoritter, som jeg bager år efter år. Mormors brunkager, de bedste vaniljekranse, specier med chokolade og mine yndlings sirupssnitter og mange flere... Nu er der kommet en ny til.
Ingefærsmåkager, der er sprøde og fulde af smag. Jeg er absolut ikke nærig med ingefæren i mine småkager - de skal smage af noget, så man ikke er i tvivl om, at det ikke bare er en småkage, men en ingefærsmåkage, man spiser.
De er ikke stærke, men aromatiske og søde. Mine børn er også vilde med dem. Du kan fryse den rå dej, og så kan du bage friske ingefærsmåkager gennem hele december, når småkagedåsen trænger til en genopfyldning.
Hjemmebagte ingefærsmåkager er den perfekte tilføjelse til julens småkagefad.
Cirka 60 stk.
Det skal du bruge:
- 185 g rørsukker
- 1 tsk. revet, frisk ingefær
- 100 g smør
- 250 g hvedemel
- ½ tsk. stødt nelliker
- ½ tsk. natron
- 4 tsk. stødt ingefær
- 2 æg ( 1 helt æg + 1 æg delt i blomme og hvide)
- 25 g mandler
Sådan gør du:
Kom rørsukker og revet ingefær i en skål og smuldr det sammen. Herved frigives endnu mere af ingefærens smag. Tilsæt smør og smuldr det med.
Rør hvedemel, nelliker, natron og stødt ingefær sammen og smuldr det ind i smør/sukkerblandingen. Tilsæt det ene hele æg og en æggeblomme og saml dejen. Undlad at arbejde for meget med dejen.
Rul dejen til pølse på ca. 4 cm i diameter og 40 cm lang. Rul den ind i husholdningsfilm og læg den på køl i mindst 30 minutter eller natten over.
Blend mandlerne til groft mandelmel. Drys det ud på et stykke bagepapir. Pensl dejen med æggehvide og rul dejen i mandelmelet.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Skær dejen ud i stykker på cirka 3 mm. Det gøres nemmest med en brødkniv. Læg småkagerne på bageplader beklædt med bagepapir og bag dem i cirka 10 minutter til let gyldne. Lad dem køle et par minutter på bagepladen inden, at de lægges på en bagerist, hvor de køles helt af inden, de kommes i en lufttæt beholder.
Bagte de her til jul - lækre og smagfulde! De var allerbedst da de lige var kølet ned efter at have været i ovnen.