Ja, verdens bedste! Det skrev jeg. For det er det. Jeg har aldrig smagt en appelsinmarmelade, der har været så fantastisk. Jeg spiser den med ske!
Hvis du, ligesom jeg, er vild med appelsiners sødme, lette syre og gode bitterhed fra appelsinskallen - så er det her lige en marmelade for dig.
Opskriften er slet ikke min egen. Her har der været en af danmarks dygtigste dessertkokke indover. Casper Sundin inspirer mig hele tiden på sin Instragramprofil. Og giver mig lyst til desserter - men det er jo en helt anden snak. Da han for et par uger siden delte et billede af en hjemmelavet appelsinmarmelade, var jeg simpelthen nødt til at spørge om en opskrift. For jeg elsker appelsinmarmelade! Men jeg får det nærmest aldrig, og jeg har faktisk ikke prøvet at koge en selv. Før nu. Og nu behøver jeg aldrig at kigge andre steder efter en opskrift.
Her får du opskriften på verdens bedste appelsinmarmelade med vanilje, stjerneanis og ingefær. Tak, Casper!
Ca. 3 dl
Det skal du bruge:
- 6 økologiske appelsiner
- 4-6 spsk. rørsukker (juster selv sødme undervejs)
- 1 vaniljestang
- 2 stjerneanis
- 2 skiver frisk ingefær på ca. et par millimeter
- Vand
Sådan gør du:
Sæt to gryder med vand i kog. Appelsinskallerne skal blancheres i kogende vand af to omgange (en ren gryde hver gang). Det fjerner den dårlige bitterhed fra appelsinskallen.
Skræl appelsinerne med en tyndskræller - jeg bruger den her (reklamelink). Kom appelsinskallerne i den ene gryde med kogende vand og lad dem koge op. Hæld vandet fra og kom skallerne i den anden gryde med vand. Når de koger, så hældes vandet fra.
Skær appelsinerne ud i lameller, så du får appelsinfileter - pres den resterende saft ud også. Kom fileterne og saften i en gryde. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og pres dem sammen med en smule sukker, så kornene skilles. Kom vaniljesukker og stang op i gryden. Tilsæt 4-6 spsk. rørsukker. Tilføj de blancherede appelsinskaller og dæk nu det hele med vand. Kun lige til det dækker. Jeg bruger ca. 0,5-1 dl vand, men det afhænger af saften fra appelsinerne.
Lad det komme i kog og tilsæt stjerneanis og ingefær. Lad det simre ved lav varme uden låg i 15 minutter. Fjern stjerneanis og ingefær og lad marmeladen simre videre i ca. 30 minutter. Smag til. Stil en tom tallerken i køleskabet - den skal du bruge lidt senere. Væsken skal koges ned ved lav varme - det tager ca. 45-60 minutter i alt. Den er færdig, når den har konsistens som en honning (vær obs på at marmeladen tykner lidt, når den blendes).
Når du mener, at den er færdig, så tag en lille skefuld op på den kolde tallerken og stil det i køleskabet i fem minutter. Så kan du vurdere konsistensen, når din marmelade er kold. Er konsistensen fin, så blendes din appelsinmarmelade til en cremet konsistens. Skold et glas (jeg bruger et 370 ml Weck glas) og hæld marmeladen i. Luk og opbevar på køl.
Appelsinmarmeladen er helt fantastisk oven på et stykke smørristet surdejsbrød, som tilbehør til en chokoladerig brownie eller som topping på pandekager.
Hej Cathrine
Jeg står med en håndfuld blodappelsiner og lurer på din marmeladeopskrift. Skærer man det hvide isolering fra skallen væk, før man skærer fileter? Så den koges helt uden det hvide under skallen og uden hinder, men bare med den rene skal og rent frugtkød?
Hej Cathrine
Jeg har netop lavet dine kandiseret appelsin stykker og ville lave marmelade af appelsinerne, kan jeg gøre det uden brug af skal som der er i denne opskrift? Elsker alt du laver 🙂
Hej Mette
Ja, det kan du. Jeg tog et par enkelte af de kogte skaller med i min marmelade - så den fortsat får lidt bitterhed 🙂 Det fungerede perfekt.
Tusind tak fordi du bager med!
God bagelyst,
Cathrine
[…] Appelsinmarmelade (du kan enten lave din egen appelsinmarmelade eller bruge en god, færdiglavet marmelade) + kageform ca. 1,5 liter - jeg bruger denne form […]
[…] - enten denne hjemmelavet eller fx denne, som jeg er glad […]
[…] begejstring for appelsin(skal) vil ingen ende tage! Jeg er vild med det. I boller, småkager, marmelade - og som her. Helt for sig selv. Forkælet med en generøs mængde god, mørk chokolade. Jeg er […]
Hej Cathrine! Jeg har gået og drømt om at lave denne opskrift lige siden du postede om den på instagram. I går lavede jeg så et forsøg, men jeg er ikke sikker på om det var så vellykket. Det tog for det første meeget lang tid at få den kogt ned, næsten 1,5 time. Da jeg så blendede den blev den meget tyk og min blender kunne næsten ikke klare det. Da det var sent om aftenen valgte jeg at lade den køle ned og se hvordan den var i morges, men jeg syntes ikke den så så godt ud. Så jeg valgte at tynde den ud med noget mere sukker og vand. Nu ligner den meget mere din marmelade i konsistensen, men jeg synes den er ret bitter i eftersmagen. Det er sådan en smag som sidder eften i ganen. Tror du der er noget jeg kan gøre for at mindske om bitterheden?
Og hvor længe vil du egentlig sige at den holder sig? Jeg fik også ret meget marmelade ud af det, så det vil tage lidt tid før jeg når at spise den op tror jeg.
Ellers vil jeg bare sige tusind tak for din blog og din e-bog! Jeg har fulgt dine opskrifter religiøst og på en måneds tid er det lykkedes mig at bage fantastiske surdejsbrød!
Hej Gudrun
Det er så ærgerligt, når det ikke lige bliver, som man havde regnet med. Jeg håber, at du har lyst til at give det et forsøg mere, for det er en virkelig dejlig marmelade.
Det lyder til, at du har kogt marmeladen for meget ind. Når du blender marmeladen, så blender du appelsinskallen ud, og det er med til at tykne marmeladen. Derfor skal den ikke koges til sin endelige konsistens før blendning, men stadig have væske tilbage.
Hvis du synes, den er for bitter, så kan du koge skallerne en gang eller to mere i rent vand.
God bagelyst,
Cathrine
Jeg prøvede et par opskrifter og din var helt klart den bedste. Tusind tak for delingen.
Hej Christian
Det er jeg meget glad for at læse 🙂 Den er også en helt fantastisk god og nem appelsinmarmelade, synes jeg.
God bagelyst,
Cathrine
Er det mon mellem 0,5-1 liter vand - og ikke dl.?
Mvh Tina
Hej Tina
Nej, jeg bruger lige knap 1 dl vand. Men det er blot en guide - det vigtigste er, at det dækker, som angivet i opskriften 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine! Jeg havde lige bagt grydebrødet og så blev jeg simpelthen nødt til også at lave den dejlige appelsinmarmelade - ej man altså hvor smager det himmelsk. Tusind tak for hjælpen og dine bake along's er bare så hjælpsomme. Dog en skam at du ikke sender til udlandet... Jeg ved godt at jeg kunne købe en ebog men jeg er bare mest til det med at have en bog i hånden. Når verden igen åbner op så må jeg få fat i den næste gang jeg kommer til Danmark.
Hej Mette
Ja, den er så skøn! Det er jeg glad for, at du også synes 🙂
Jeg arbejder på en løsning, så jeg kan sende til udlandet. Tak for din interesse.
God bagelyst,
Cathrine