Pandekager med surdej - de bedste brunch pandekager

Pandekager! Luftige og lette pandekager med en sprød kant. Kan man drømme om mere til en hyggelig morgenmad eller brunch? Det perfekte brunchbord for mig indeholder pandekager med forskellige slags topping, sunde morgenmadsmuffins, mine bedste æltefrie boller og friskpresset juice. Jeg har længe ledt efter den bedste opskrift på små brunch-pandekager. Desværre bliver jeg tit skuffet, når jeg spiser pandekager - de smager ofte ikke af så meget. Det kan surdej heldigvis hjælpe på. Og det er lige netop dét, der gør de her små, tykke pandekager så fantastiske. Surdejen giver pandekagerne masser af smag og gør dem endnu mere luftige. Pandekagerne bliver lavet med den surdej, som der er i overskud, når min surdej bliver fodret. Jeg bager stadig masser af surdejs-knækbrød af "overskuds-surdejen", men nu har jeg fået endnu en opskrift, hvor jeg kan bruge surdejen, som ellers bare ville været blevet smidt ud. Jeg kommer ikke til at bage andre pandekager fremover - det her er de bedste amerikanske pandekager, jeg har smagt!

Har du endnu ikke din egen surdej? Så kan du heldigvis nemt lave en surdej, og så kan du også læse om, hvordan du fodrer og holder din surdej i live i min bog SURDEJ.

12-15 stk. amerikanske brunch pandekager
Det skal du bruge:

  • 1 stort æg
  • 1 dl mælk
  • ½ dl yoghurt naturel
  • 1 dl surdej (kan erstattes af yoghurt naturel)
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • 90 g hvedemel
  • ½ tsk. bagepulver
  • ½ tsk. natron
  • 2 g salt
  • 25 g rørsukker
  • 25 g smeltet smør

Topping:

  • 2 dl. græsk yoghurt
  • 1 lille håndfuld frosne blåbær
  • Banan
  • Mandelsmør (jeg køber min mandelsmør her)
  • Hampefrø (hampefrø har et højt indhold af sunde fedtsyrer og protein - de smager nødde-agtigt. Jeg køber mine hampefrø her)
  • Akaciehonning

Sådan bager du små, tykke og luftige pandekager:
Pisk ægget sammen i en skål. Kom mælk, yoghurt, surdej og vanilje i og rør sammen.

Rør hvedemel, bagepulver, natron, sukker og salt sammen. Rør de tørre ingredienser godt sammen med de våde, så der er så få klumper som muligt. Smelt smørret let og vend det i pandekagedejen. Lad dejen hvile ved stuetemperatur i 30 minutter, så surdejen får mulighed for at blive aktiveret en smule og de sidste klumper kan røres ud.

Kom smør på en varm pande og steg pandekagerne. Rør den græske yoghurt sammen med de let optøede blåbær. Server pandekagerne med blåbær-yoghurten, skiveskåret banan, mandelsmør, hampefrø og akaciehonning eller din favorit topping.

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Pandekager_surdej_6Pandekager_surdej_7Pandekager_surdej_1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

29 comments on “Pandekager med surdej - de bedste brunch pandekager”

  1. Der skal bruges 1 dl surdej. Er det blot 1 dl surdej fra køleskabet (overskud) eller en dl surdej der er fodret og klar til bagning?

  2. Brugte opskriften der minder om fra din bog Sødt med surdej. Jeg tilføjede friske blåbær til dejen - så lækre pandekager. Tak for lækre opskrifter!

  3. Hej Cathrine.
    Dem fra din bog, minder lidt om dem her, så der forekommer mit spørgsmål her.
    Hvordan er de at fryse ned?
    Og hvis man har brugt optøet overskudssurdej?
    Kh Mette

    1. Hej Mette

      Pandekagerne med surdej er super at fryse. Det gør jeg. Og tager en op om aftenen og kommer i min piges madpakke. Det fungerer perfekt.

      God bagelyst,
      Cathrine

  4. Seriøst bedste brunchpandekager jeg nogensinde har smagt. Fantastiske med et pift af friskkværnet kardemomme også!

  5. Hej!
    Opskriften bliver flittigt brugt hos os - og jeg synes, den er særlig god med en rugmels-surdej.. Jeg erstatter også gerne en del af meget med rugmel; det giver en lidt mere sprød og knasende konsistens.

  6. Hej Cathrine!
    Har du nogen erfaring med at lave dejen aftenen før og så tage den ud lidt inden stegning om morgenen?
    Og tak fordi du har lært mig surdej! Kom fra nogle andre mislykkede forsøg, og nu synes jeg simpelthen det er så sjovt!
    De bedste hilsner
    Fie

    1. Hej Fie

      Hvor er det dejligt at høre 🙂 Tak!

      Det kan du godt, men så skal du vente med at komme smeltet smør i til om morgenen.

      God bagelyst,
      Cathrine

  7. Lækkert med pandekager. Jeg har puttet en masse overskudssurdej i fryseren. Vil det sige jeg bare tager surdejen op sf fryseren, lader det tø op, og derefter bare blander det i dejen? På forhånd tak:-)

  8. Hej Cathrine,

    Det ser vildt lækkert ud, jeg er dog ikke meget for naturel yoghurt. Er det muligt at erstatte den del med surdej, ligesom at man kan erstatte surdejen med yoghurt?
    På forhånd tak for dit svar, jeg glæder mig til at prøve opskriften af 🙂

    Mvh. Emma

  9. Hej Helle

    Jo længere tid, der går fra fodring til, at du bruger din overskudssurdej, jo mere syrlig er dine pandekager.

    Jeg fodrer gerne min surdej morgen og aften. Når jeg står op om morgenen, så tager jeg surdej og kommer i pandekagedejen inden, at jeg fodrer resten af surdejen.

    Hvis du skal bage pandekager senere på dagen, så kan du bare bruge det surdej, du har i overskud, når du lige har rørt en dej sammen.

    Det betyder ikke så meget for dejen (da surdejen ikke har en særlig funktion i dejen udover smag), hvornår du bruger din surdej - bare husk jo mere moden surdej, jo mere syrlige pandekager.

    Jeg håber, at det giver mening 🙂

    God bagelyst,
    Cathrine

  10. Hej Cathrine
    Det lyder SKØNT med de pandekager. Men jeg fatter ikke hvornår du bruger surdejen. Jeg har fodret idag og dejen er klar til brød og så har jeg overskud. Men er det først imorgen jeg bruger overskuddet til pandekager?
    Mvh Helle

  11. Vi har lige afprøvet dem herhjemme, hold op hvor er de gode! Surdejen gør virkelig noget godt! Klart den nye favorit-opskrift! ?

    1. Hej Sarah
      Fantastisk! Det er jeg så glad for, at du skriver 🙂

      Pandekager er bare en dejlig og hyggelig spise - og surdejen klæder dem virkelig, synes jeg.

      Rigtig god dag
      Cathrine

  12. Hej Cathrine
    Det er en fantastisk opskrift på pandekager. Jeg har lavet dem en gang og de bliver enormt lækre ?
    Mit spørgsmål er ang. surdejen du bruger til dem. Hvor lang tid kan den stå i køleskabet, når du har taget den del fra som skal fodres? Jeg fodrede en del i aftes 1:6:6 og det samme her til morgen 1:1:1. Kan jeg bruge det overskydende surdej til pandekager i morgen lørdag, ca 1 1/2 døgn efter, når det står i køleskabet?

    På forhånd tak for svar og tak for lækre opskrifter ?
    Mvh Rikke

    1. Hej Rikke
      Tusind tak for det!
      Ja, du kan sagtens bruge det overskydende surdej, selvom den er meget ung. Så kan jeg faktisk bedst lide pandekagerne 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  13. Er lige kommet godt i gang med surdej. Og har fået god inspiration af dine erfaringer. Forsøger også at undgå madspild. Har lige bagt pandekager og knækbrød med succes. Rillede knækbrød undervejs med kagespore for at kunne knække dem pænt .

    1. Hvor skønt, at du har fået dig en surdej. Jeg elsker min surdej! Den gør det hjemmebagte brød så lækkert 🙂

      Super god ide at rille knækbrødet undervejs - det vil jeg helt sikkert forsøge næste gang! Tak for tip.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT