Den du ved nok - luftig chokoladekage med kakao-kokos topping

Kagen, du med garanti kender. Sådan har jeg det, når jeg hiver alle de klassiske bradepandekager frem. Chokoladekagen, kanelkagen, drømmekagen... Og så den her. "Den, du ved nok-kagen". Du ved - den der chokoladekage med kokos på toppen. Bare med kakao.

For det er lige præcis, hvad den er. En luftig, lækker og saftig chokoladekage er bunden. Vi taler ikke om den slags tørre bradepande chokoladekager. Her får du fuld valuta på en overordentligt god chokoladekage. Stol på mig! Du bliver næsten lykkelig, når du oplever, hvor god bunden i denne kage er. En chokoladekage lige efter mit (kage)hjerte. Toppet med en syndig kokos-kakao topping, der ikke mangler noget. Kaffen og kakaoen giver det perfekte modspil til den smørrige og søde kokostopping.

Bag den! Bare prøv at bage den... Jeg lover dig, at du bliver mindst lige så begejstret, som jeg er, over denne her nemme, men afsindigt gode, bradepandekage.

16 personer
Det skal du bruge

  • 250 g smør
  • 50 g mørk chokolade - jeg bruger denne Callebaut chokolade, der er en af mine favoritter (reklamelink)
  • 210 g hvedemel
  • 55 g kakaopulver - jeg bruger den her Callebaut 100 % kakao, der gør en kæmpe forskel for mine kager (reklamelink)
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • 0,5 tsk. natron
  • 335 g sukker - jeg bruger rørsukker, men brug det, du har
  • 2 spsk. kaffe
  • 250 g kærnemælk
  • 3 æg, stuetempererede

Kakao-kokos topping

  • 150 g smør
  • 50 g kaffe
  • 30 g kakaopulver - jeg bruger denne Callebaut kakao - og ja, den er det værd. Den bedste kakao! (reklamelink)
  • 200 g flormelis
  • 150 g kokosmel

Derudover: 1 stk. bradepande ca. 25 x 35 cm - jeg bruger denne bradepande (reklamelink)

Sådan gør du:
Kom smør og chokolade i en skål og smelt det over vandbad. Tag det af varmen og lad det stå til let lunt - gerne stuetempereret.

Tænd ovnen på 180 grader over/under varme. Krøl et stykke bagepapir, fold det ud og læg det i din bradepande. Bland alle de tørre ingredienser i en skål - hvedemel, kakao, bagepulver og natron.

Rør sukker og kaffe i smør/chokoladeblandingen. Kom kærnemælk i og rør sammen. Tilsæt æggene og rør det ud. Sigt de tørre ingredienser i og rør til dejen er homogen. Kom dejen i bradepanden og bag den i cirka 25 minutter. Hold øje med den og stik i den - du skal kunne stikke i midten af kagen og kun få fugtige kagekrumme med op. Så er kagen næsten færdigbagt og er klar til toppingen.

Mens kagen bager, så forberedes kokosglasuren. Kom smør i en gryde og lad det smelte. Tilsæt alle de resterende ingredienser og rør til glasuren er homogen og smeltet. Når kagen er meget tæt på færdigbagt, så fordeles kokos-kakao toppingen henover. Stil kagen tilbage i ovnen og bag den yderligere 5 minutter. Tag kagen ud og lad den køle af.

Når du ikke at få spist alt kagen den første dag, så skal Den Du Ved Nok kagen opbevares ved stuetemperatur i en lufftæt beholder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

32 comments on “Den du ved nok - luftig chokoladekage med kakao-kokos topping”

  1. Jeg har bagt denne. Har fulgt den til punkt og prikke…, næsten.
    Manglede 50 Gr kokos - så fik den lidt havregryn. Plus lidt salt.
    Men den er svampet - helt vild. Næsten helt konfekt agtig.
    Men den smager dejligt.
    Men spændende tolkning med chokolade af en god gammel opskrift. 👍🏻 Tak

  2. Hej 😊
    Jeg ved ikke, om det kun er mig der er i tvivl om dette, men når du siger bland alle tørre ingredienser, og bagefter siger, tag sukker og kaffe op i blandingen, som om sukker ikke er tørt, så forstår jeg ikke helt hvad jeg skal. Jeg kom til at tage sukker op med alle de andre tørre ingredienser, så håber det går. Den er i ovnen nu. Men sukker skal altså ikke med de tørre, til en anden gang?
    Derudover er toppingen meget våd efter de fem minutter i ovnen, det er meningen den sætter sig når den er kølet af, ikke? 😊

    1. Hej Louise

      Jeg forstår. De tørre ingredienser inkluderer IKKE sukker. Men skidt pyt - jeg er sikker på, at du får en dejlig kage alligevel.

      Jeg skriver det lige mere tydeligt ud i opskriften. Tak for at gøre mig opmærksom på det.

      Og ja - toppingen sætter sig, når kagen køler.

      God bagelyst,
      Cathrine

  3. Hej Cathrine

    Har du mon prøvet at bage den som muffins ? Og ved cirka hvor lang tid de skal have ?

    Med venlig hilsen
    Kamilla

    1. Hej Kamilla

      Nej, det har jeg ikke, men det tænker jeg sagtens, at du kan. Jeg kan ikke sige med bagetid, da det afhænger af størrelsen på dine muffins. Men du kan stikke i dem og se, hvornår de er færdige 🙂 Start med 10-15 minutter.

      God bagelyst,
      Cathrine

  4. Jeg elsker denne kage!! Fuldstændig favorit helt fra barnsben. Men min samvittighed kan næsten ikke bære 400 gram smør i en enkelt bradepandekage. Kan den bages med mindre?? Velvidende at resultatet selvfølgelig vil være noget andet end udgangspunktet 🙂

    1. Hej Lotte

      Haha, det har jeg ikke tænkt over.. Sådan bliver den bare bedst 😉 Du kan nok godt komme lidt mindre smør i toppingen.

      God bagelyst,
      Cathrine

  5. Hej Cathrine
    Super lækker kage...tak for altid gode og gennemtestet bagværk 🙂

  6. Jeg har lige lavet den du ved nok kage. Jeg har fyldt opskriften punkt for punkt, men kagen smuldrer meget når man skære den?
    Andre der har oplevet det.

    1. Hej Rikke

      Kan du have bagt den for tør? Hvilket mel har du brugt? Kagen bør være meget svampet og hænge godt sammen, når du skærer i den.

      God bagelyst,
      Cathrine

  7. Ej sorry...så nu at en anden har spurgt om det samme 😉 Men den skal da bages i weekenden så 👍

  8. Hej!
    Min dreng på 6 år vil bage denne o weekenden, men tror du man kan bytte kærnemælk ud med A38? (vi har en del i køleskabet der skal bruges nemlig 🙈)

    1. Hej Charlotte

      Ja - jeg kan ikke huske, om A38 har samme konsistens som kærnemælk? Ellers kan den røres op med en smule mælk. Konsistensen er vigtig, men du kan sagtens udskifte, hvis du bare lige tilpasser 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  9. Kan den mon laves med havregryn i stedet for kokos i toppoint? Min mand og søn er total hysteriske, hvis der er kokos i kager🙈🙄

    1. Hej Lene

      Ja, du kan godt udskifte kokosmel med havregryn 🙂 Det giver selvfølgelig en anden smag, men stadig en skøn kage.

      God bagelyst,
      Cathrine

  10. Har lige bagt kagen - og den smager lige som den skal. Der har sneget sig en lille slåfejl ind i opskriften - der står 0,5 g tsk natron - jeg tænker der lige er et enkelt g, der skal slettes. Tak for altid gode opskrifter - har også Bagværk som altid er den jeg tager frem, når der skal bages kage.

  11. Jeg havde ikke lige kærnemælk, men A38 (0,5%) - som også er ret flydende. Ved du hvad forskellen er på at bruge kærnemælk og så andre syrnede produkter?

    Derudover er jeg bare nysgerrig i forhold til hvordan du laver opskrifter som skal have som her 2 spsk kaffe i. Jeg vil tro at man slet ikke kan smage om der er kaffe i eller ej (nu ser jeg lige bort fra at der også er kaffe i toppingen). Kan du smage forskel?

    1. Hej igen Trins 😉

      Så længe du bruger et surmælksprodukt, der har den rette konsistens - så er det fint. Syren er vigtig for hævningen og luftigheden i kagen. Det arbejder sammen med natron. Det samme gælder kaffen. Derudover fremhæver kaffen chokoladesmagen. Så du kan ikke smage kaffen, men den har en betydningen for kagens smag, luftighed og hævning.

      God bagelyst,
      Cathrine

  12. Jeg har før lavet Den-du-ved-nok, ved at bruge opskriften til bunden, af din tal-kage. Det kan også sagtens anbefales. Tak for altid lækre opskrifter. 😊

  13. Hej. Jeg er meget nysgerrig på valget af kakao. Har du afprøvet flere forskellige slags og gør det en forskel med den lidt dyrere udgave, som du bruger eller?:-)

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
VESTRE LANGGADE 1
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT