Orangestænger med chokolade

Lad os få taget hul på julebagningen. Endeligt! Det lader også til, at I er helt klar på en masse julebag. Mine opskrifter på de bedste vaniljekranse, kandiseret appelsinskal og julede surdejsboller bliver brugt flittigt, kan jeg se - det er skønt!

Min jul er ofte lig med masser af appelsin og appelsinskal. Jeg er vild med orangesmagen, som jeg synes klæder de sprøde og søde småkager og tunge julekager - allerhelst i sammenspil med mørk chokolade. Derfor har en opskrift på hjemmebagte orangestænger stået på min bageliste længe. Nu er den her endeligt. Og de er blevet præcis, som jeg ønskede mig. Sprøde, porøse, masser af smag.

Orangestænger er på mange måder et barndomsminde for mig. Jeg husker småkagepakkerne, der stod hos min farmor og farfar. Jeg husker smagen, som jeg ikke helt kunne placere. For det smagte jo ikke rigtigt af appelsin. Den smag, jeg sidenhen er blevet så glad for. Smagen af orange, vil jeg sige. I ved - bitter og sød på samme tid. Nu er der i alle tilfælde flyttet en ny favorit opskrift på småkager ind i vores hjem, og jeg glæder mig til at bage orangestænger hver jul fremover. Og resten af de kolde måneder også.

Ca. 40-50 stk.
Det skal du bruge

  • 80 g rørsukker
  • 1 stor øko appelsin, skal heraf
  • 180 g smør, stuetempereret
  • 90 g marcipan
  • 190 g hvedemel
  • 15 g majsstivelse - det giver den småkage den rette konsistens. Jeg bruger denne (reklamelink)
  • Mørk chokolade til temperering - jeg bruger den her chokolade fra Callebaut (reklamelink). Du skal ca. bruge 100 g, men det er nemmere at temperere en større mængde chokolade. Du kan læse her, hvordan du tempererer mørk chokolade

Derudover: sprøjtepose + 12 mm stjernetyl - alternativt kan bruges en gammeldags kødhakker som til vaniljekranse (reklamelinks)

Sådan gør du
Kom rørsukker og fintrevet appelsinskal i en skål og smuldr det sammen. Det frigiver smag og aromastoffer, og det er vigtigt for smagen i den færdigbagte småkage. Tilsæt smør og marcipan og rør ingredienserne sammen til homogen. Jeg rører dejen på min røremaskine med en K-spade. Bland hvedemel og majsstivelse og hæld det i dejen. Rør til dejen er samlet og homogen.

Klip enden af en sprøjtepose og kom tyllen i. Det er vigtigt, at du bruger en kraftig sprøjtepose, da dejen kan være lidt hård at trykke ud, og du derfor kan risikere, at sprøjteposen revner.

Tænd ovnen på 190 grader varmluft. Kom 1/3 af dejen i posen og tryk lange strimler af dej ud. Du skal bruge lidt kræfter. Skær strimlerne i 4 cm lange stykker og læg på et stykke bagepapir. Sæt de rå orangestænger på frys i 10 minutter - så holder de sin flotte form under bagning. Bag orangestængerne i 8-10 minutter til gyldne. Du kan med fordel vende pladen undervejs, så de bliver jævnt afbagt. Gentag bagningen med den anden plade småkager.

Lad dine orangestænder afkøle på en rist. Nu skal den mørke chokolade tempereres. Det kan du se her, hvordan du gør. Dyp bunden af dine orangestænger i chokoladen, skrab dem mod kanten på skålen, så det bliver et tyndt lag chokolade, og sæt dem på et stykke bagepapir, så chokoladen kan sætte sig.

Jeg opbevarer mine orangestænger i den her bøtte ved stuetemperatur (reklamelink).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

18 comments on “Orangestænger med chokolade”

  1. Hejsa står og vil bage orange stænger. Men ville jeg ikke kunne bruge kartoffel mel i stedt for maizena.. evt hvor meget. Hilsen liane

  2. Har lige bagt en portion. Og med ét strøg de ind på hitlisten over julebag! Sprøde og så lækre i smagen.

    1. Hej Charlotte

      Nej, det synes jeg ikke. Jeg har en veninde, der ikke bryder sig om marcipan - og hun var vild med orangestængerne 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

    1. Hej Karina

      Jeg har linket til tyllen i opskriften - skriften, der står med brun/orange, kan du trykke på, og så kan du se produktet 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  3. Den opskrift skal jeg godt nok prøve, lige er spørgsmål. Du skriver majsmel, men hvis man følger linket er det majsstivelse.
    Vil du ikke lige præcisere hvilken type majsmel/stivelse det er.
    Vh
    Mai-Britt

    1. Hej Mai-Britt

      Det var simpelthen bare en fjollet skrivefejl af mig - beklager. Jeg mener majsstivelse, og jeg bruger præcis den, jeg har linket til 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT