Prikkede julesmåkager – søde, nemme og hyggelige

2

Jeg har fået prikker på hjernen! Jeg er i gang med at strikke en trøje til Ellinor, som jeg har planer om at brodere prikker på, når den er færdig. Jeg købte et par bukser til Karl Hugo (det lille menneske vokser med lynets hast) forleden – de havde også prikker (reklamelink). Og nu har jeg altså taget prikkerne med i mit (jule)køkken.

Endelig er jeg kommet i gang med julebagningen. Det har ellers været lidt sløvt indtil nu. En portion af de allerbedste havregrynskugler og en smagsprøve eller to på min mormors vaniljekranse og jødekager er det også blevet til. Men det er slet ikke nok! De her prikkede julehjerter, forudser jeg, kommer til at være en af vores december fremover. De er søde, sprøde og så fine. Men ligeså fine, de er, ligeså nemme er de også at lave. Det er slet ikke kompliceret.

Den lyse dej smager skønt af smør og har karameliserede noter fra brun farin. Den mørke dej har jeg smagt til med kakao og orange. Det er nemlig en anden ting, jeg ikke helt kan få nok af. Chokolade og appelsin. Jeg tror, at det kommer sig af, at jeg bagte de her småkager i weekenden. Mums!

20-25 stk.
Det skal du bruge:

Lys dej:

  • 100 g smør
  • 60 g brun farin
  • 60 g rørsukker
  • 200 g hvedemel
  • 1 nip salt
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ æg
  • 1 spsk. vand eller mælk

Mørk dej:

  • 100 g smør
  • 60 g brun farin
  • 65 g rørsukker
  • 180 g hvedemel
  • 25 g god kakao – jeg bruger Callebauts 100 % kakao
  • 1 nip salt
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ appelsin, skallen herfra
  • ½ æg
  • 1 spsk. vand eller mælk

Derudover:

Sådan bager du sprøde, prikkede (jule)småkager:
Du skal lave to deje – én lys og én mørk. Ingredienser og fremgangsmåde er næsten de samme.
Lys dej: Skær smør i små firkanter og kom det i en skål. Tilsæt brun farin, rørsukker, hvedemel, salt og bagepulver og smuldre det sammen med smørret med fingrene. Dejen skal være en grynet masse. Kom ægget i en skål og pisk det sammen med en gaffel. Kom halvdelen af ægget i dejen (ca. 25 g) sammen med vand eller mælk. Rør dejen sammen med hænderne til den er samlet. Lad den hvile, mens du laver den mørke dej.

Mørk dej: Skær smør i små firkanter og kom det i en skål. Tilsæt brun farin, rørsukker, hvedemel, kakao, appelsinskal, salt og bagepulver og smuldre det sammen med smørret med fingrene. Dejen skal være en grynet masse. Kom den anden halvdel  af ægget i dejen (ca. 25 g) sammen med vand eller mælk. Rør dejen sammen med hænderne til den er samlet.

Tænd ovnen på 150 grader varmluft. Drys lidt mel på bordet og rul hver dej ud til en tykkelse på ca. 3 mm. Sørg for, at dejen ikke klistrer sig for meget fast til bordet ved at drysse lidt mel ind under undervejs ved udrulningen. Nu skal der laves huller i dejen. Brug bunden af en tyl eller en anden udstikker og stik huller jævnt fordelt over dejen. Dejen, du stikker ud, gemmer du, så den kan blive placeret i den anden farve dej. Stik ud og fyld dejen med cirkler fra den anden dej. Rul herefter let henover hver dej, så cirklerne bliver sammenhængende med resten af dejen. Udstik hjerter i dejen.

Jeg lavede ca. 10 hjerter i hver dej. De steder, hvor der var dej i overskud, der stak jeg små cirker på ca. 20 mm ud for at udnytte dejen mest muligt. Kom hjerterne på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg bruger min lille spatel til at løfte hjerterne fra bordet – det er den genial til. Bag dine prikkede småkager i ca. 10-12 minutter til de er gyldne i kanterne. Lad dem sætte sig og afkøle i få minutter på bagepapiret inden, at du kommer dem på en rist for at køle helt af.

Den resterende dej, du har i overskud, kan du ælte forsigtigt sammen og lave små marmorerede småkager af.

Tip: Dejen er meget taknemmelig at arbejde med, så den egner sig godt til at blive udstukket i forskellige former og figurer.

Indlægget indeholder affiliatelinks

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!
Kommentarer
  1. Michelle

    Min mørke dej bliver ved med at være usammenhængende og jeg kan slet ikke få lov at rulle den ud. Den er fin sammenhængende som klump, men ikke når jeg begynder at rulle. Kan slet ikke arbejde med den – kan jeg redde den?

    1. Hej Michelle
      Det er jeg ærgerlig over at høre.
      Var dejen kold? Det kan hjælpe at lade den blive stuetemperatur.

      Jeg håber, at det lykkedes.
      Rigtig god jul,
      Cathrine

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

INSTAGRAM

ANNONCE

SENESTE

Luftige, tynde og nemme pitabrød
11. januar 2019
Sprøde kiks med ost og timian
29. december 2018
Luftige gærboller med appelsinsaft, ingefær og ristede mandler
26. december 2018
Figenkompot med julenoter
18. december 2018
Mit bedste og mest uundværlige bageudstyr
12. december 2018