Nem mad til børnefødselsdagen - til både børn og voksne

Skal du holde (børne)fødselsdag? Og vil du gerne servere noget lækkert mad, der kan nydes af både børn og voksne? Maden skal selvfølgelig også være nem, og meget gerne kunne forberedes i god tid eller dagen før. Her får du mine bedste opskrifter og tips til mad, der passer perfekt til en børnefødselsdag, hvor både børn og forældre er inviteret. Jeg deler opskrifter på både det søde og det salte, så alle kan gå mætte, glade og tilpasse fra fødselsdagen.

Med to børn i huset, og en virkelig stor familie, så kender jeg absolut til, hvad det betyder at holde en børnefødselsdag, hvor man gerne vil servere noget dejligt mad, som gæsterne kan hygge sig med. Det kan heldigvis sagtens lade sig gøre, at bage og lave mad, som man ikke skal bruge hele dagen på, og som både børn og voksne elsker.

Selvom jeg elsker kage, og jeg slet ikke kan forestille mig at holde en fødselsdag, hvor der ikke blev serveret kage, så synes jeg også, at det er rart, at der er noget mad, som mætter lidt mere, end kage gør. Så derfor får I også mine bedste opskrifter på noget mere mættende mad end kage, som nemt kan laves til mange mennesker og forbederedes inden fødselsdagen.

Det salte:
Serranoruller med flødeost og tranebær. De kan forberedes en-to uger før, at de skal bruges. Opbevar dem i fryseren og skær dem ud inden, at gæsterne kommer. Serranoruller kan nemt laves til mange, er et hit hos både børn og voksne, og så kan de spises, som de er.

Grove pizzasnegle. Alle elsker pizzasnegle. De her er fyldte med skinke, ost, dijonsennep og honning - og det er virkelig lækkert! Lav pizzasneglene dagene i forvejen, og frys dem ned med det samme, når de er afkølet. Lun dem inden servering - så er de (næsten) som nybagte.

Ribbenstegsburger. Vi har flere gange inviteret på ribbenstegsburger. Langtidsstegt ribbensteg, der passer sig selv i ovnen, burgerboller, der kan bages uger i forvejen, hjemmesyltet agurker, der kan laves dagen før og en kålslaw, der ikke tager længe at lave. Det er nem (og virkelig lækker) mad til mange!


Bagværk, brød og boller:

Koldhævede gulerodsbrud. Supernemme, lækre og et kæmpe hit hos børn og voksne. De kan nydes, som de er, eller serveres med smør eller lidt pålæg.

Koldhævede bamseboller. Klassikeren! Til alle fødselsdage - både børn og voksne, bør der serveres lune, bløde fødselsdagsboller. De her er de absolut bedste fødselsdagsboller, hvis du spørger mig. Dejen laves dagen i forvejen, så arbejdstiden på selve dagen er så lille som muligt.


Sundere sødt - kage og snacks uden raffineret sukker:
Sunde og sukkerfrie muffins med hinbær og gulerod. 
De smager mindst lige så godt, som en "rigtig kage". De kan bages dagen i forvejen og opbevares i en lufttæt beholder. Udelad evt. toppingen, da den ikke bevarer sin sprød. Du kan også finde en version af den sunde muffin med blåbær her.

Dadelkugler med kakao og nødder. De bedste dadelkugler, der har den lækreste konsistens. De er hurtige og simple at lave, og kan forberedes et par dage i forvejen.

Banan-ispinde med chokoladeovertræk. Nemmere bliver det ikke. En sundere is, som de små elsker!

Bananbrød. En mellemting mellem en kage og et brød. Det kan spises som det er eller nydes med en lag smør på. Bananbrødet kan bages dagen i forvejen.


Det søde - nem kage til mange mennesker:
Brownie. 
Alle elsker brownie! Brownien kan med fordel bages dagen i forvejen. Du kan også bage den en-to uger før, og opbevare den i fryseren.

Gulerodskage med cheesefrosting. Sådan en nem kage, der sagtens kan bages til mange mennesker. Bag kagen en-to dage i forvejen. Frostingen kan også laves dagen i forvejen, men vent med at komme den på kagen til et par timer før eller lige inden, at den skal serveres.

Crumble. Jeg elsker crumble. Den kan laves med lige præcis de frugter eller bær, du har - enten friske eller frosne. Crumblen kan laves et par uger i forvejen. Frys den ned inden, at du bager den. Crumble kan bages dagen før, at den skal serveres, eller lige inden, at den serveres.

Romkugler eller trøfler. De kan fryses og tøes op et par timer før, at de skal serveres. Vend dem i dit favorit krymmel eller chokolade inden, at de bliver serveret. Både børn og voksne elsker romkugler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
GEORG JENSENS VEJ 6A
8600 SILKEBORG
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT